I Berlingskes debatspalter 15. august udtrykker en gruppe borgere på Amager bekymring over blandt andet Københavns Lufthavns udviklingsplaner. Selvom naboer til lufthavnen må forvente at kunne både se og høre fly, der lander og letter, så arbejder Københavns Lufthavn for fortsat at reducere støj og forureningen mest muligt, så vi er til mindst mulig gene for vores lokalområde.

Det er vigtigt at slå fast, at der ikke er planer om, at Københavns Lufthavn skal udvides ud over det areal, vi råder over i dag. Al udvikling kommer til at ske inden for hegnet. Københavns Lufthavn er lige nu arbejdsplads for godt 16.000 ansatte i de mange virksomheder i og omkring lufthavnen. I løbet af efteråret er otte ud af ti passagerer tilbage efter corona. Det er tal, der vil stige de kommende år, og lufthavnen vil derfor om kort tid være udfordret på kapaciteten.