Det er fra flere sider blevet foreslået, at vi i Danmark indfører begrebet uagtsom voldtægt i vores straffelov. På det helt overordnede plan bryder jeg mig ikke om præmisserne for begrebet uagtsom voldtægt, fordi det er endnu en lovgivning baseret på frygt, angst og mistillid.
Det er i mine øjne meget uheldigt at gå væk fra en grundtanke om at sex som udgangspunkt er godt (og lovligt!), og at folk i altovervejende grad vil hinanden det bedste. Sex dæmoniseres sammen med mænd, der antages at være voldtægtsmænd alle til hobe, og som blot venter på chancen til at forgribe sig på uskyldige piger. At kvinder også kan være krænkere af mænd og andre kvinder diskuteres påfaldende sjældent.