Le Gammeltoft: Jeg taler med mine børn om, hvilke brutale billeder, de i dag har set på deres skærme. Men er det nok?

I denne uge var der i Berlingske en artikel om, at krigen nu finder sted overalt. Der blev refereret til, at kriges sidste helle – hospitalerne – ikke længere skånes. Der er ingen grænser længere for, hvor langt krige trænger ind. Det gælder både selve krigen, men også dækningen af den.

»Hvor er den innovation inden for medier, der sikrer, at der er noget, som formår at samle dine og mine børn op på en forsvarlig måde?« spørger Le Gammeltoft. Rune Øe

I dag er der to store krige, der fylder i mediebilledet, og som dagligt spreder sig til sociale medier. Billeder af børnelig og nyfødte babyer, der skriger efter hjælp. Videoer af bomber, der falder.

Hvem holder øje med, hvad vores børn ser? Hvem sikrer, at de slukker, når der er for voldsomme billeder, og hvem tager ansvaret for at inddrage dem i samtaler, der nuancerer og forklarer? Og sidst men ikke mindst, hvem håndhæver den demokratiske samtale?