Det står nu klart, at folketingsvalget kommer til at overskygge valget til Europa-Parlamentet 26. maj. Lars Løkke har reelt ikke andre muligheder end at holde de to valg samtidig, og det er en skændsel mod demokratiet i en tid, hvor EU-debatten er vigtigere end nogensinde.
Statsministeren har trukket tiden. Fra et spindoktorsynspunkt er det sikkert en fornuftig strategi. Meningsmålingerne melder dårligt nyt for blå blok, og de politiske kommentatorer giver hinanden ret i, at Løkke gør klogt i at sparke dåsen ned ad vejen. Fra demokratiets synspunkt er Løkkes nølen til gengæld respektløs.