Længe leve det frie ord. Også når Ghita Nørby siger sin mening på en klapstol foran Det kongelige Teater

Skuespillerinden reddede forleden interviewet ved at være usentimental oprigtig og afvise nogle af spørgsmålene som for nærgående eller uovervejede. I barske vendinger sagde hun journalisten sin direkte mening. Derfor blev interviewet ikke kunstigt, det blev en samtale.

 
På direkte tv kalder Ghita Nørby spørgsmål fra journalist idiotisk. Video: TV2 Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Var der nogen, der troede, at de kunne lave om på Ghita Nørby?

Er journalister blevet mimoser, der ikke kan tåle modstand, når de interviewer?

Har den interviewede ikke lov til at sige sin mening? Har man ikke lov til at sige, at journalisten stiller dumme spørgsmål?

Man skulle ikke tro det, når journalister rykker sammen for at forsvare en kollega.

Jeg er mig fuldt bevidst, at min journalisttid begyndte i 1960erne. Det var dengang, statsminister Jens Otto Krag kunne svare tv-avisens journalist: »Jeg er glad for, at De stiller mig netop det spørgsmål, for det giver mig anledning til at sige …« – hvorefter statsministeren talte om noget helt andet!

Ja, det er længe siden. Men langsomt bevægede vi os dog væk fra at være mikrofonholdere, og nu til dags går interviewformer deres egen dødsmarch.

I mit otium har jeg set, hvor langt DR er nået i journalistisk raffinement, når Adam Holm og Martin Krasnik i Deadline skældte gæsterne huden fuld, fordi det var vigtigere for dem at fortælle seerne, hvad de selv mente.

Den roligt fremadskridende samtale i radio eller fjernsyn var et journalistisk værktøj, der gik ud på at tegne et portræt af gæsten eller den mening, der blev spurgt efter.

I dag går ikke blot journalister på interviewkursus. Det gør arbejdsmarkedets parter også. Journalister optræder den ene dag som bidske forhørsledere i medierne, og næste dag underviser de deres »modstandere« i at blive interviewet.

Men der er altså en stor gruppe fremtrædende borgere, som ikke har været på kursus for at tale med journalister, men som uden beregning siger deres mening ligeud.

Nu er et interview ikke en almindelig samtale. Det er en kunstig aftale, hvor begge parter ved, at spørgsmål og svar er beregnet for lyttere, seere eller læsere, som bagefter eller direkte skal opleve det.

At sætte en ældre dame på en klapstol midt på Kongens Nytorv foran Det Kongelige Duarder er i sig selv kunstigt. På fem minutter at spørge ind til Ghita Nørbys privatliv og holdning til døden er jo tilmed journalistisk selvmord. Skuespillerinden reddede forleden interviewet ved at være usentimental oprigtig og afvise nogle af spørgsmålene som for nærgående eller uovervejede. I barske vendinger sagde hun journalisten sin direkte mening. Derfor blev interviewet ikke kunstigt, det blev en samtale.

Bravo, Simi Jan, at du ikke lod dig blæse omkuld. Du fik Ghita Nørby til at karakterisere sig selv. Du fik hende ovenikøbet til at give dig det råd, at du skulle tænke dig om. Det går der da ikke skår af dig for.

Og Ghita Nørby får endnu en fremkaldelse med klapsalver af lille mig.

Mikael Bramsen er pensioneret journalist