Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Læger formidler desværre ikke hele sandheden om kiropraktisk behandling af børn

Når Ida Donkin plæderer for, at spædbørn ikke bør behandles af en kiropraktor, må hun enten ikke være helt opdateret på forskning eller også overser hun den forskning, der ikke passer ind i hendes kram.

Formand for Dansk Kiropraktor Forening, Lone Kousgaard Jørgensen, kritiserer læge Ida Donkins konklusion, at kiropraktik ikke er for børn. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANNE-SOPHIE BOST

6. juli opridser Ida Donkin fra Læger Formidler i Berlingske hvorfor hun ikke mener, at kiropraktorer skal behandle spædbørn. Desværre er Donkin enten ikke helt opdateret på forskning eller også overser hun den forskning, der ikke passer ind i hendes kram.

Det er tankevækkende, at konklusionen i den artikel fra Cochrane, som Ida Donkin selv linker til, faktisk siger, at de børn, der har fået manipulationsbehandling, græd signifikant mindre OG at forbedringerne er klinisk signifikante i fem af de seks studier, artiklen bygger på. På den baggrund kan det undre, at Donkin kan udlægge det som »sundhedsvidenskaben er dybt uenige heri« (at kiropraktisk behandling kan hjælpe, hvis gråden skyldes problemer i bevægeapparatet).

Nåja, og at der ikke er blevet rapporteret bivirkninger eller skader. Men det får Læger Formidler og Ida Donkin ikke nævnt.

Eksperterne er dog enige om, at området bør undersøges bedre, og derfor har læger og kiropraktorer sammen gennemført et omfattende kontrolleret klinisk lodtrækningsforsøg i Danmark, der skal undersøge effekten af kiropraktisk behandling på spædbørnskolik. Dataindsamlingen er netop afsluttet og resultaterne vil kunne danne baggrund for evidensbaseret oplysning til forældrene.

Det er til gengæld rigtigt, at mange spædbørn besøger en kiropraktor i løbet af deres første leveår. Gråd er en af årsagerne, men mange oplever også, at deres barn ikke kan sove om dagen eller har et skævt baghoved. Mange af disse børn har naturligvis allerede været hos lægen. Og er blevet sendt hjem med et budskab om at vente, fordi det går over.

Lone Kousgaard Jørgensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Lone Kousgaard Jørgensen.

Heldigvis vælger disse forældre at besøge en autoriseret og højtuddannet sundhedsperson - en kiropraktor – som undersøger barnet grundigt og måske behandler det. Hvis altså undersøgelsen viser, at barnet fejler noget med bevægeapparatet – ellers sender kiropraktorerne jo barnet tilbage til egen læge.

Med hensyn til bivirkninger viste en gennemgang af klagesager fra både Danmark og Norge, at der ingen klager var over kiropraktik til børn under 18 år fra 2004 til 2012. Eller sagt på en anden måde: tusindvis af børn er blevet undersøgt og behandlet og ingen af dem er kommet til skade.

Alligevel vil Læger Formidler fratage børn muligheden for at blive undersøgt og få en fuldstændig ukompliceret og ufarlig behandling.