Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Lad os stoppe pensionsræset

Vi skal satse på at have verdens bedste og mest værdige pensionssystem. De, der kan, skal blive på arbejdsmarkedet, mens nedslidte håndværkere skal kunne trække sig tidligere.

Mange håndværkeres ryg, ankler og håndled er allerede hårdt medtaget, inden de har mødt deres førstefødte. De bliver bekymret, når pensionsalderen flyttes, og det får unge til at undlade at søge ind på erhvervsuddannelserne, mener landsformanden for Dansk Folkepartis Ungdom. Arkivfoto: Christian Als/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Hvorfor fanden skal jeg spare op til min pension? Har du set gennemsnitslevealderen for folk i min branche? Jeg er død længe inden, jeg når at gå på pension, så det kan ikke svare sig.« Sådan faldt ordene fra en ung mand, som jeg mødte på en teknisk skole for nylig.

Chris Bjerknæs Fold sammen
Læs mere

Når jeg mødes med de af mine venner, som er blevet håndværkere, er der et emne, som konstant bliver vendt og drejet, for bekymringen og frygten har sat sig i dem. Snakken drejer sig ikke om børn, karriere eller boliglån, som det er tilfældet for mange andre i slut-20erne. Nej, det handler om pension. Skal – skal ikke spare op? Kan det svare sig? Og hvad er det for en alderdom, jeg vil få, når jeg forlader arbejdsmarkedet? Har jeg mulighed for at rejse, for at være der for mine børn og børnebørn og lege med dem i haven, eller er jeg slidt helt ned af skavanker fra et alt for hårdt liv på en byggeplads, som for de fleste startede allerede i teenageårene?

Mange af dem, der gik ud af folkeskolen som 15-årige og hoppede direkte i arbejdsbukserne for at stå og skrue skruer i fra kl. 7 om morgenen, besøger i dag kiropraktoren og massøren oftere end Christiansborgpolitikerne bestiller kaffe til deres kaffemaskiner fra deres hæve/sænkeborde, siddende i deres ergonomiske kontorstol. De mange håndværkeres ryg, ankler og håndled er allerede hårdt medtaget, inden de har mødt deres førstefødte i deres bestræbelser på at bygge fremtidens Danmark. Det kan man ikke sige om de mange akademikere, som først er på arbejdsmarkedet ti år senere.

Død som en fisk

Hvis udviklingen fortsætter, vil pensionsalderen for et nyfødt barn i anden halvdel af 2018 lyde på 77 år. En 23-årig murer kan derfor gå på pension som 74-årig. Mens han statistisk set vil dratte om, død som en fisk, kort tid efter, hvis han fortsætter i samme branche hele sit liv. Selvom vi lever længere, er det bare ikke sådan i alle brancher.

»Hvem vil starte på en uddannelse, hvor man stiller træskoene, mens man har hammeren i hånden?«


Vi skal derfor sikre, at folk, der ikke kan arbejde, heller ikke skal arbejde, at der er nogle flere og større muligheder for at træde tilbage tidligere. Hvorimod de, der godt kan og vil arbejde, skal have muligheden for det uden at blive trukket i pensionstillæg og andre ydelser, så der er en gevinst ved at arbejde i stedet for at gå på pension. Det giver en god samfundsværdi, at deres viden fortsætter i erhvervslivet – men vi kan ikke omskole alle til nye brancher.

Hvis ikke vi får skabt den ro og slukket de bekymringer, som mange unge døjer med i skurvognene på byggepladserne, får vi aldrig flere til at søge ind på en erhvervsuddannelse, som vi ellers mangler i stor stil. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd hævder, at vi vil mangle op mod 70.000 faglærte i 2025, men hvem vil starte på en uddannelse, hvor man stiller træskoene, mens man har hammeren i hånden?

I stedet for at deltage i kapløbet om, hvem der kan indføre verdens højeste pensionsalder, burde vi hellere satse på at have verdens bedste og mest værdige pension og alderdom. Så lad os stoppe pensionsræset.