Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Lad ikke de forfulgte kristne blive brikker i dansk værdipolitik

Kristne skal selvfølgelig komme nødstedte til undsætning, men vi hjælper ikke andre, fordi de er kristne, men fordi vi selv er det.

Vi må ikke gentage historiens dyrekøbte fejltrin og bidrage til en »dem og os«-tankegang. Intet samfund er immunt over for den polarisering, der nærer frygt for »den anden«. Det så man blandt andet i Sri Lanka. Foto: DIBYANGSHU SARKAR/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: DIBYANGSHU SARKAR

Kristne har trange dage flere steder i verden. Det gjorde professor Peter Nedergaard opmærksom på i Berlingske 12. maj. Han skal have tak for at sætte fokus på det alvorlige faktum, at kristne nu udgør 80 procent af verdens religiøst forfulgte. Men hans antagelse om, at folkekirkens biskopper ikke støtter forfulgte kristne, bygger på en eklatant misforståelse.

Det ligger i kristendommens DNA at komme den nødstedte til undsætning, uanset hvem det er. Vi skal hjælpe vores næste, hvad end det er efter et moskéangreb i Christchurch eller et terrorangreb på kirker i Sri Lanka. Vi hjælper – ikke fordi de andre er kristne, men fordi vi selv er det.

Marianne Gaarden Fold sammen
Læs mere

Peter Lodberg Fold sammen
Læs mere

Opgaven med at hjælpe de nødstedte er både biskopper og fagfolk enige om. Det er vigtigt at holde hovedet koldt, selvom hjertet er glødende varmt. Målet er, at de forfulgte kristne får den hjælp, de skal bruge, og ikke at vi bruger dem i vort billede.

Vi skal undgå at bruge de forfulgtes ulykkelige situation i en intern dansk værdipolitisk kamp. Vi må ikke gentage historiens dyrekøbte fejltrin og bidrage til en »dem og os«-tankegang. Intet samfund er immunt over for den polarisering, der nærer frygt for »den anden«. Polarisering kan blive til had, der fører til ekstremistiske handlinger, som vi netop har været vidne til i Christchurch og Sri Lanka.

Så hvordan hjælper vi forfulgte kristne uden at bidrage til den polarisering, der skaber had, vold og terror?

Kristenforfølgelserne er komplekse. Der er forskellige vilkår fra land til land afhængigt af politiske, geografiske, historiske og ideologiske forhold. Et konkret eksempel er Syrien. Før krigen brød ud, advarede den syrisk-ortodokse kirke både politikere og kristne i Vesten: Hvis I støtter oprørerne i kampen mod Assad, vil det betyde endnu mere forfølgelse af kristne, fordi eneherskeren, der tilhører et religiøst mindretal, beskyttede andre religiøse minoriteter – herunder også kristne.

»Fokus bliver let forskudt, når værdipolitik farver historien.«


Vi ønsker at hjælpe de forfulgte kristne, men er vi villige til at overtage deres analyse af situationen, selvom den ikke altid er identisk med vores?

Det kræver specialviden. Derfor har biskopperne bedt folkene i Det Mellemkirkelige Råd om at gå ind i den nyoprettede tænketank for forfulgte kristne. Rådet blev nedsat af biskopperne selv for 25 år siden for at sikre, at fagfolk kan arbejde struktureret med mellemreligiøse problemstillinger. Siden 2009 har rådet haft et særligt indsatsområde med titlen »Trosfrihed – forfulgte kristne«. Der er dannet nordiske samarbejder og sikret millionbeløb til en række oplysningstiltag.

At biskopperne bad folk fra Mellemkirkeligt Råd træde ind i tænketanken for forfulgte kristne, blev i Kristeligt Dagblad udlagt som om, at biskopperne ikke støtter forfulgte kristne, og den udlægning blev efterfølgende videreført af professor Peter Nedergaard. Intet kunne være mere forkert. Fokus bliver let forskudt, når værdipolitik farver historien.

Marianne Gaarden er biskop over Lolland-Falsters Stift og Peter Lodberg er professor i teologi og stifter af en tænketank for forfulgte kristne.