Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Kvindelig sognepræst: Jeg oplever ofte diskrimination, men jeg er ikke krænket

Modstanden mod kvindelige præster fra nogle få mandlige kolleger kan kun udløse hovedrysten. Til gengæld er der brug for et opgør med de stereotype forestillinger om kvinder som søde piger, skrappe madammer, hysteriske kællinger eller omsorgsfulde hyggetanter.

Sognepræst Marie J. Damm har kun hovedrysten til overs for de få mandlige kolleger, der ikke vil anerkende, at kvinder kan være præster. Det krænker hende ikke. Men hun savner et opgør med sine egne og andres forestillinger om, hvordan man skal være og opføre sig som kvinde. (Arkivfoto) Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix

#MeToo-kampagnen har for længst bredt sig fra filmverdenens Hollywood og har nu også ramt den danske folkekirke, efter at en undersøgelse om diskrimination af kvindelige præster har skabt overskrifter i flere medier.

Jeg har selv forsøgt at dissekere min hukommelse for krænkelsesstof. Men på trods af, at jeg tilhører den fjerdedel, der har oplevet diskrimination i folkekirken, og endda de 11 procent, som har oplevet, at mandlige kolleger ikke ville give mig hånden eller åbenhjertigt fortæller mig, at de ikke kan gå til alters og modtage nadver, fordi de ikke anerkender, at jeg er præst, så føler jeg mig ikke krænket. Det får mig først og fremmest til at ryste på hovedet og endda at trække lidt på smilebåndet. Den slags adfærd, som er sjælden og næppe overlever længe, fortjener i virkeligheden ikke så meget mere end det.

Marie J. Damm Fold sammen
Læs mere

Måske skyldes min og andre kvindelige kollegers overbærenhed, at vi vidste, da vi valgte at blive præster, at det stadig er et ret nyt kapitel i kirkens historie. De første kvindelige præster fik først mulighed for at blive ordineret i 1948, og dengang var modstanden massiv blandt de mandlige kollegaer og nok også i befolkningen. Det er den ikke mere. I sidste uge kom det nemlig frem, at der praktisk talt ikke er nogen, der vil konfirmeres i den konservative Krist-kirke i Kolding, hvor de tre mandlige præster hverken vil vie fraskilte eller homoseksuelle. Udvikling tager tid, måske kommer den netop som i Kolding »nedefra« – fra sognebørn og de folk, hvis kirke det er.

Jeg tror ikke, at rødstrømpeagtige aktioner på alteret eller vilde provo-demonstrationer i ornat foran Christiansborg kommer til at gøre det, men måske skal det alligevel også komme fra mig selv.

»Når de ude ved rustvognen, mens jeg er i ornat, napper mig i kinden, fordi de synes, jeg var så god og sød til begravelsen.«


For selv om jeg ikke har følt krænkelsens tunge åg, så oplever jeg ofte diskrimination i folkekirken. Men det er så almindeligt, at jeg sjældent tænker over det. Det er så indgroet en del af mig og min opvækst, at det er helt normalt, at jeg bliver behandlet anderledes som præst, fordi jeg er en kvinde.

Det er ikke sjældent, at jeg i kirken bliver kaldt et lille pus, hvis jeg har været syg. At de fleste ganske selvfølgeligt forventer, at jeg skal arbejde med babyer og børn i stedet for at lede en studiekreds. Når folk åbner døren for mig, der har været præst i 15 år, og forbløffet udbryder: »Er du præsten?« Eller når de ude ved rustvognen, mens jeg er i ornat, napper mig i kinden, fordi de synes, jeg var så god og sød til begravelsen. Det gør de vist ikke ved mine skæggede kollegaer, hvor søde og gode, de end er ...

Men jeg har aldrig slået deres hånd væk eller irettesat dem, når de pussenussede mig, for jeg har opfattet det som noget, de gør i allerbedste mening, og jeg derfor har opfattet positivt.

Hysterisk kælling og skrap madamme

Men jeg var ikke særligt gammel, før jeg forstod, at det absolut ikke var positivt at blive udråbt til klassens dronning ved de rundkredsklassemøder, der blev holdt mange af i min skole i 80erne. Det var med modfaldne skuldre, at jeg uge efter uge modtog denne nominering, som betød, at jeg bestemte for meget, og at jeg var dominerende.

Det har fulgt mig siden, at det er negativt at være dominerende. Så på trods af, at jeg i dag er ansat til at lede, forsøger jeg at gøre det på en måde, så ingen opdager, at det faktisk er det, jeg gør. Det er ikke feminint eller velanset, at en kvinde er for tydelig en autoritet. For mig kræver det derfor en anden tilgang at diskutere end mine mandlige kolleger. Når jeg fastholder et argument, er jeg en »hysterisk kælling« eller en »skrap madamme«, og er der flere af os kvindelige præster om bordet eller i sognet, er vi en »sladderagtig hønsegård«. Mine mandlige kollegaer er til gengæld respekterede ledere, der lever op til forestillingen om en »rigtig præst«, omend min erfaring siger mig, at de sladrer lige så lysteligt og er lige så søde som os af det andet køn.

Jeg er altså krænket, men også over mig selv: At jeg tillader at holde mig selv fast i den forestilling, der gør, at jeg næsten har kvalme ved at afsløre, at jeg skal lede og bestemme over andre, for det er jeg uddannet og ansat til. Der skulle #MeToo og diskriminationsdebatten i folkekirken gerne føre os hen: Til et opgør med stereotyperne om den søde pige, den skrappe hysteriske kælling og den omsorgsfulde hyggetante. Mon ikke vi så kan klappe os selv på skulderen og stadig ryste på hovedet af dem, der ikke vil give os hånden?