Kontanthjælp som livsstil
»Nogle danskere finder det helt naturligt at få penge hver den første fra det offentlige, og visse indvandrere ved slet ikke, hvorfra deres kontanthjælp kommer.«
»Nogle danskere finder det helt naturligt at få penge hver den første fra det offentlige, og visse indvandrere ved slet ikke, hvorfra deres kontanthjælp kommer.«
Som psykiater taler jeg med mange mennesker, der modtager kontanthjælp. Mange er frygteligt kede af deres situation og savner et arbejde. De søger og søger, men finder intet. Nogle er ligefrem flove over at modtage kontanthjælp. De skammer sig og undgår nye mennesker af frygt for spørgsmålet, »Hvad laver du så?« Men jeg møder også mennesker, for hvem offentlig forsørgelse er en selvfølge. De kan faktisk ikke forestille sig andet; fraset dem, som klarer lidt sort arbejde ved siden af kontanthjælpen. Men det er en helt anden sag.
Nogle danskere har siden 18-års alderen aldrig haft et arbejde gennem længere tid og har altid modtaget kontanthjælp bortset fra perioder, hvor de har været under uddannelse eller på barsel. Ofte har deres forældre også været langvarige modtagere af offentlige ydelser, og man er altså opvokset i en kultur, hvor borgerløn er en realitet. Det mest skræmmende er de gange, jeg har mødt danskere først i 20erne, som er fysisk og psykisk helt raske, men som begynder at tale om førtidspension.
Blandt indvandrere er der også en stor gruppe, for indvandrerkvinderne op mod 60 procent, som ikke er på arbejdsmarkedet, og flertallet af dem modtager kontanthjælp. Mange af disse kvinder finder det helt naturligt at gå hjemme, idet deres kultur dikterer, at kvinder ikke arbejder. Problemet er jo bare, at det er dine og mine skattepenge, der betaler festen.
Venstre er blevet kritiseret for en meget interessant kampagne, hvor partiet dokumenterer, at man kan modtage helt op til 450.000 kroner om året i offentlige ydelser. Når jeg nævner det for mine sydeuropæiske venner, tror de, jeg lyver eller driver gæk med dem.
Hvorfor har Danmark så en kultur, hvor nogle borgere ikke engang sætter spørgsmålstegn ved modtagelse af offentlige ydelser? Nogle danskere finder det helt naturligt at få penge hver den første fra det offentlige, og visse indvandrere ved slet ikke, hvorfra deres kontanthjælp kommer. De siger ofte, at den kommer fra »kommunen«, men aner slet ikke, hvor »kommunen« får sine penge fra.
Skurken er sjældent den enkelte borger. Kun få mennesker er fra naturens hånd beregnende, dovne og griske. Nej, der er nok snarere tale om, at vores velfærdssystem har spillet fallit, idet vi ikke længere tør stille krav. Samtidig har vi en naiv tro på, at alle kan og skal være lige. Kombinationen af defensiv, politisk korrekthed og lighedsdiktatur er det stof, som får visse kontanthjælpsmodtagere til at indføre kontanthjælp som livsstil. Og når ydelserne er så høje, at det for flere slet ikke kan betale sig at få et arbejde, legitimerer samfundet jo i realiteten borgerløn. Altså: det faktum, at blot du er til, berettiger det dig til, at andre, der arbejder, skal forsørge dig.
Læs også: Stram op
Rød blok har for længst sagt, at den ikke ser noget problem. Det Radikale Venstre udtalte for få måneder siden, at der nok altid vil være enkelte personer, for hvem gevinsten ved at komme i arbejde er lille eller måske negativ. En sådan udtalelse er gift for hele velfærdssystemet. Derfor er Venstres kampagne også nødvendig, selv om rød blok kalder den løgnagtig og asocial. Men kære røde venner: Venstre siger faktisk bare sandheden.