Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kommissionen er blevet mere topstyret

Den nye formand for Europa-Kommissionen får stor indflydelse på Kommissionens fokus, organisering og forholdet til de andre EU-institutioner. Formanden har fået en mere politisk rolle gennem årene og Kommissionen er blevet mere topstyret.

Europa-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, Rumæniens præsident, Klaus Iohannis, og and formand for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, i Bruxelles 21. Juni. 2019. I de kommende døgn besluttes det sandsynligvis, hvem der fremover skal beklæde posterne som henholdsvis Formand for Kommissionen, formand for Det Europæiske Råd (DER), EUs udenrigspolitiske repræsentant og chef for Den Europæiske Centralbank. Fold sammen
Læs mere
Foto: Olivier Hoslet / Ritzau Scanpix

Alt tyder på, at der i løbet af de kommende døgn sættes navn på den kandidat, EUs stats- og regeringschefer ønsker som formand for Europa-Kommissionen de næste fem år. Søndag eftermiddag mødes stats- og regeringscheferne til et ekstraordinært topmøde i Bruxelles.

Af den officielle indkaldelse fremgår det, at arbejdsmiddagen, der er sat til at starte kl. 18.30, »om nødvendigt« vil fortsætte med morgenmad mandag. Et diskret signal om, at der skal findes et kompromis efter et mislykket forsøg i forrige uge.

Spillet handler foruden formandsposten til Kommissionen om, hvem der skal være formand for Det Europæiske Råd (DER), EUs udenrigspolitiske repræsentant og chef for Den Europæiske Centralbank.

Maja Kluger Dionigi Fold sammen
Læs mere
Foto: Maja Kluger Dionigi Maja Kluger .

Selv hvis DER får løst kabalen, er det ikke givet, at Europa-Parlamentet (EP) er med på den. Kandidaten til kommissionsformandsposten skal nemlig til høring i EP i juli måned og sikre sig opbakning fra et flertal af de 751 parlamentsmedlemmer. Hvis EP vender tomlen nedad, skal DER inden en måned foreslå en ny kandidat.

Det er ikke ligegyldigt, hvem der kommer til at sidde i stolen. Formanden har enorm indflydelse på Kommissionens virke, organisering og forholdet til de andre EU-institutioner. Det er den nuværende kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, et godt eksempel på.

Juncker har ønsket en mindre teknokratisk og mere politisk Kommission. Kommissionsformanden har gennem årene fået større formelle magtbeføjelser og ressourcer. Det gælder f.eks. magten til at udvælge, organisere og afskedige kommissærer og mulighed for at beslutte Kommissionens prioriteter og dagsorden.

Junckers Kommission har således været mere topstyret og centraliseret. Det har styrket hans egen position i Kommissionen, men også Kommissionens forhold til Rådet og Parlamentet.

Fokus på intern ledelse

Junckers største nyskabelse er, at han indskrev sine kerneprioriteter i Kommissionens  organisatoriske dna ved at styrke næstformændenes rolle. De står hver især i spidsen for grupper – baseret på Junckers prioriteter – af kommissærer, som refererer til næstformændene. Som tommelfingerregel medtager Juncker ikke nye lovforslag i Kommissionens arbejdsprogram eller kommissærkollegiets dagsorden, uden at de har fået støtte fra den relevante næstformand først.

Næstformændenes filtreringsrolle har gjort det muligt for Juncker at fokusere mere på den interne ledelse af Kommissionen end sin forgænger, José Manuel Barroso. Under hver næstformand er der ført en mere effektiv koordination tidligt i Kommissionens lovforberedende arbejde. Arbejdsprogrammet er slanket og fokuseret.

Da Kommissionen har monopol på at fremsætte ny EU-lovgivning, har kommissionsformanden betydelige muligheder for at udøve lederskab i EU. Selvom DER fastlægger EUs overordnede politiske retning og prioriteter, fører uenigheder mellem landene ofte til vagt formulerede retningslinjer. Manglen på en stærk tysk-fransk akse og uenigheder mellem regeringerne, gav Juncker mulighed for at præsentere sig selv som en leder, der udstikker en retning for det europæiske samarbejde.

Juncker blev valgt gennem Spitzenkandidaten-proceduren, hvor EP fik den kommissionsformand, de selv havde peget på. Det har ført til et tættere bånd mellem Kommissionen og EP, da Parlamentet ser Juncker-Kommissionen som deres kommission. Modsat var Barroso udpeget af DER og havde større fokus på medlemslandenes regeringer og et mere distanceret forhold til Parlamentet.

Det er ikke givet, at båndet mellem den kommende kommissionsformand og Parlamentet bliver lige så stærkt, hvis stats- og regeringscheferne ikke peger på en af parlamentets spidskandidater. Uanset hvem der overtager stafetten fra Juncker, ligger der et stort arbejde forude for at bevare og pleje den kontakt, Juncker-Kommissionen har fået etableret til de andre institutioner.

Selvom Juncker også til tider har været en kontroversiel formand, har han formået at styrke sin lederrolle i og uden for Kommissionen.