Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Kommentar: Velmenende klimaindsats rammer global virkelighed

Der er klima for fuld udblæsning i dansk politik. Ambitiøse mål for reduktionen i den danske udledning af drivhusgasser blegner dog sammenlignet med den stigning, der venter i resten af verden. Får vi mest muligt globalt klima for pengene? Der er også klima på dagsordenen i Frankfurt, hvor Den Europæiske Centralbank nu skal bekymre sig om klima. Måske. Nationalbanken har sat fingeren på en af klimadebattens ømme punkter.

Kulkraftværker er en af de helt store klimasyndere. Mens vi reducerer kulaftrykket i Europa, stiger det især i Asien. Planlagt produktionskapacitet får danske reduktionsmålsætninger til at blegne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christophe Gateau/AFP/Ritzau Scanpix

Så kom »den grønneste finanslov nogensinde« i hus. Man kunne næsten høre Tarzan-brølet, da de Radikales Morten Østergaard proklamerede, at finansloven vil betyde en reduktion af Danmarks CO2-udledning på én procent. Det svarer til 500.000 ton.

Det er ikke et tal, der giver særligt meget mening for os udenforstående. Men lad os sætte tallet i internationalt perspektiv. Ifølge carbonbrief.org udleder det ni år gamle Mundra-kulkraftværk i Indien 15,8 mio. ton CO2 om året, mens Datang Tuoketuo-værket i Kina udleder 29,2 mio. ton om året. Faktisk vil Yangxi Zhujiang-kraftværket, der er under opførelse i Kina, alene udlede 19 gange så meget, som den danske udledning reduceres med næste år.

Den nye klimalov er verdens mest ambitiøse med et mål om en reduktion af udledningen i 2030 med 70 procent i forhold til niveauet i 1990. Det er godt, at der er et bredt flertal bag – og det er flot, at erhvervslivet er med ombord. Det er også godt, at der er fokus på de internationale forhold, og at der lægges op til »et styrket internationalt myndighedssamarbejde om klima med fokus på verdens store udledere af drivhusgasser og udviklingslande.«

Det er dog fortsat et krav, at »reduktionerne skal ske på dansk grund«. Og så må vi igen spørge os selv, om vi får mest globalt klima for pengene? Små marginale forbedringer herhjemme kan koste det samme som store landvindinger i andre dele af verden.

Vi behøver slet ikke at se så langt væk: Hele 80 pct.af Polens elektricitetsproduktion sker på kulfyrede kraftværker. Kan vi bidrage til at sætte turbo på afviklingen af kulkraft i Polen, uden at det begrænser landets muligheder for økonomisk vækst? Det ville også forbedre vores egen luftkvalitet.

Derfor er »Danmarks Grønne Fremtidsfond« på papiret ganske visionært. Fonden er på 25 mia. kroner, hvoraf de 14 mia. kroner skal gå til at finansiere eksport af dansk klimateknologi gennem EKF Danmarks Eksportkredit. Det har potentialet til at bidrage langt mere til at løse den gordiske knude, der bliver stadig mere synlig i de globale udfordringer. For hvordan sikrer vi på én og samme tid, at millioner af klodens fattige bliver løftet ud af fattigdom gennem høj økonomisk vækst, uden at vores samlede klimaregnskab eksploderer?

EKF og dansk klimateknologi er vindmøllefikseret, og selv om der er ikke er noget galt i det, isoleret set, må det ikke skygge for, at der kan være andre løsninger, der bedre bidrager til at sikre stabil energiforsyning i udviklingslande – på en bæredygtig måde. Måske vi skulle stille os selv meget konkrete målsætninger, som eksempelvis at vi aktivt hjælper Vietnam med alternative løsninger, så de ikke behøver at bygge det planlagte Dung Quat-kulkraftværk, der vurderes at ville udlede 16,4 mio ton CO2 om året. For slet ikke at tale om Egyptens planlagte Hamrawein-kraftværk, der står til en udledning på 25,6 mio. ton.

Hvad er et oversvømmet pant værd?

Klima optager også Nationalbanken. Hvor centralbankbureaukraterne udfordrer almindelig tankevirksomhed, når talen falder på, hvor naturligt negative renter er i Danmark, var nationalbankdirektør Lars Rohdes advarsel ved bankernes årlige møde anderledes virkelighedsnær. Nationalbanken har sat fokus på, at der er risici forbundet med at låne ud i 30 år til en bolig, hvor det underliggende pant (boligen) risikerer at blive oversvømmet i løbet af lånets løbetid. Klimaforandringer giver større risici for den ellers sikreste del af bankernes udlån.

Hvem skal bære et sådant tab? Måske kan vi blive inspireret af jordskælvstruede områder som Californien og Japan, for problemstillingen – at pantet kan forsvinde undervejs – har længe været helt centralt i forhold til deres boliglån.

Lars Rohde leverer et vigtigt bidrag til en bredere samfundsdebat om, hvilke områder der skal klimabeskyttes, og hvilke der skal opgives. Det bliver en økonomisk afgørelse, men med mange følelser. For politikerne bliver det en lidet attraktiv opgave at skulle – som en romersk kejser i arenaen – vende tommelfingeren opad eller nedad, når beslutningen skal træffes.

Skomager, bliv ved din læst

Klimaet har også ramt Den Europæiske Centralbank (ECB), hvor den nytiltrådte chef, Christine Lagarde, vil inddrage klimaforandringer i den igangværende evaluering af ECBs pengepolitik. Stilfærdigt kan man indskyde, at ECBs traktatmæssige opgave er at sikre prisstabilitet – ikke at redde klimaet. Alle forsøg på at finansiere den grønne omstilling direkte fra ECB vil løbe ind i EU-traktatens forbud mod at finansiere offentlige udgifter.

Man kan også – stilfærdigt – indskyde, at hvis centralbanken ville til at bedrive klimapolitik, må vælgerne have nøjagtig samme mulighed for at smide bureaukraterne på porten, som man har med de folkevalgte politikere.

Men. Christine Lagarde har allerede det absolut allermest potente klimavåben i sit arsenal. ECB kan bare sætte renten op til ti procent. Det er intet som et økonomisk kollaps, der reducerer klimaaftrykket – bare se på Sovjetunionen og Østeuropa i starten af 1990erne. Så kan vi alle sidde i mørket med vores døde smartphones og tænke tilbage på lysere tider.

Det kunne være, at skomageren i Frankfurt også skulle blive ved sin læst. Eller søge et valgt embede i stedet for at gemme sig bag uendelig jobsikkerhed. Det hjælper heller ikke det globale klima en dyt, for i de nye vækstøkonomier er energibehovet fortsat umætteligt. Og de er i fuld gang med at positionere sig til at blive nye supermagter.

En tidligere version af denne klumme har været bragt i Berlingske lørdag 7.12

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør