Klima- og ulighedskrisen: Det kan vi lære af coronahåndteringen

Den måde, vi håndterer coronakrisen på, giver os svarene på uligheds- og klimakrisen.

»Når Greta Thunberg siger, at vi skal gå i panik over klimakrisen, så er det jo præcis det her, hun mener. At klimakatastrofen ligesom coronakrisen skal rydde alle overskrifter,« skriver Tim Whyte. John Thys

Hvis nogen for en uge siden havde forudsagt, at Trump-administrationen ville give midlertidig borgerløn til alle amerikanere, havde vi skraldgrinet. Nu er det virkelighed.

Coronapandemien har kastet Danmark og resten af verden ud i en alvorlig og akut krisehåndtering, der har gjort det umulige muligt på rekordtid. Herhjemme har myndighederne grebet til historiske tiltag med alvorlige konsekvenser for befolkningens hverdag og økonomi, og det sker med bred politisk opbakning samt støtte og tillid fra danskerne. Der tales med rette om offervilje, samfundssind og om en fælles folkelig krisestemning for at løse en fælles udfordring. Vi har lært, at vi godt kan ofre noget af vores egen frihed, vaner og velbehag for at sikre det fælles bedste.