Khaterah Parwani: Jeg var kun otte-ni år, da jeg mødte en voksen mand, der udtrykte en direkte frygt for mig

I hele denne racismedebat interesserer det mig ikke, hvad Pia og Pernille udtaler fra hver deres trone bag Christiansborgs høje mure. Jeg interesserer mig heller ikke for middelklassens forargede børn. Jeg ved, at racismen ernærer sig bedst af de udskældte, de tavse og de upolerede – hvis rettigheder er nemme at krænke.

»Det mellem-menneskelige er så afgørende for vores livskvalitet og her placerer vi Danmark på en høj piedestal som det lille stykke paradis, der ikke tillader racismens fremgang,« skriver Khaterah Parwani. Bax Lindhardt

Hvis man virkelig vil racismen til livs, skal man tilsyneladende lytte til den yderste højrefløj og dens hjemmebryggede opskrifter mod racisme. Den har kort og godt den nøjagtig samme opskrift af ingredienser, som radikaliserede islamister bruger som undskyldning for, at kvinder antastes eller oplever overgreb. Det er kvindens egen skyld, så længe hun ikke retter ind, dækker sig til og undlader at tiltrække sig opmærksomhed.

Jeg er ikke fan af racismeparagraffen, faktisk foretrækker jeg at vide, hvor jeg har folk. Jeg er måske også hårdhudet, for jeg er vokset op blandt de børn på Amager, der lærte at kigge sig over skulderen og løbe, hvis vi så unge mænd i grønne Scott-jakker.