Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kapitalismen har kun én naturlig tendens: Stilstand

Det er bemærkelsesværdigt, hvor ubevæget fortalerne for den frie markedsøkonomi er af kendsgerninger.

Socialisme er klart at foretrække frem for kapitalismen, der er ustabil, upålidelig og tilbøjelig til at stagnere, mener Grækenlands tidligere finansminister, Yanis Varoufakis. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jean-Philippe Ksiazek / Ritzau Scanpix

Da Den Store Depression fulgte efter børskrakket i 1929, anerkendte næsten alle, at kapitalismen var ustabil, upålidelig og tilbøjelig til at stagnere. I de efterfølgende årtier ændrede denne opfattelse sig imidlertid. Kapitalismens genopstandelse efter krigen og særligt den accellererende globalisering efter Den Kolde Krigs ophør genskabte tilliden til markedets evner til at regulere sig selv.

I dag, hvor vi befinder os et langt årti efter den globale finanskrise i 2008, er denne rørende tillid på ny sat over styr, idet kapitalismens naturlige tendens til stagnation igen har manifesteret sig. Tilsynekomsten af en racistisk højrefløj, splittelsen på den politiske midte og stadigt stigende geopolitiske spændinger er blot symptomer på kapitalismens smittefare.

En balanceret kapitalistisk økonomi kræver et magisk tal i form af en pålidelig realrente. Det er magisk, fordi man skal slå to meget forskellige fluer med ét smæk, og de flyver tilmed i hver sin retning: For det første skal man balancere arbejdsgivernes efterspørgsel efter arbejdskraft med det udbud, som nu engang er til rådighed. For det andet skal man balancere opsparing og investeringer. Hvis realrenten ikke formår at afbalancere arbejdsmarkedet, ender vi med arbejdsløshed, usikkerhed, spildte talenter og fattigdom. Og hvis det magiske tal ikke magter at bringe investeringerne op på niveau med opsparingen, sætter en deflation ind, som afføder en endnu mindre grad af investeringer.

Man skal være optimistisk for at tro, at et sådant magisk tal eksisterer eller at - hvis det vitterligt skulle eksistere - vores kollektive indsats og bestræbelser ville resultere i en faktisk realrente, som tilnærmelsesvis nærmer sig det magiske tal. Hvordan kan tilhængere af den frie markedsøkonomi overbevise sig selv om, at der eksisterer en enkel realrente - på for eksempel to pct. - som kan inspirere investorer til at sende alle deres opsparede midler ud i produktive investeringer og anspore arbejdsgivere til at ansætte enhver, der måtte ønske at arbejde for den gældende løn?

Friedmans floskel

Tilliden til kapitalismens evne til at fremelske dette magiske tal skyldes en floskel. Milton Friedman yndede at sige, at hvis en vare ikke er begrænset, har den ingen værdi, og dens pris må derfor være nul. Så hvis prisen ikke er nul, så varen være begrænset, og følgelig må der også være en pris, hvor alle eksemplarer af den pågældende vare vil blive solgt. På samme måde kunne man sige, at hvis den gældende løn ikke er nul, så ville alle de, der ønsker at arbejde for den, kunne finde sig et arbejde.

»Europas nuværende tilstand demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at den magiske realrente ikke eksisterer.«


Overfører man denne logik til opsparingen, så der være en tilstrækkelig lav realrente til, at nogen ville vælge at låne hele den samlede opsparing for at investere den i produktion af værdifulde og omsættelige ting. Derfor vil realrenten helt automatisk, mente Friedman, selv finde det magiske niveau, der afskaffer både arbejdsløshed og overdreven opsparing.

Hvis det var sandt, ville kapitalismen aldrig stå stille - med mindre altså en gesjæftig regering eller selvoptaget fagforening ødelagde det fine maskineri. Naturligvis er dette ikke sandt, og det er det ikke af tre gode grunde. For det første eksisterer dette magiske tal ikke. Og selv om det gjorde, ville der for det andet ikke være nogen mekanisme, som kunne rette realrenten ind efter det. Og for det tredje har kapitalismen en naturlig tendens til at sætte sig på markedet gennem en styrkelse af det, John Kenneth Galbraith kaldte den kartelagtige »teknostruktur.«

Europas nuværende tilstand demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at den magiske realrente ikke eksisterer. EUs finansielle system rummer op mod tre billioner euro (22,4 billioner kroner) i opsparing, som nægter at blive investeret produktivt, selv om Den Europæiske Centralbanks (ECB) indlånsrente er på - 0,4 pct. Samtidig beløb EUs løbende overskud sig i 2018 til svimlende 450 milliarder euro (3.359 milliarder kroner). Hvis euroens vekselkurs skulle svækkes tilstrækkeligt til at eliminere det løbende overskud og samtidig lindre opsparingsforstoppelsen, skulle ECB sænke renten til - fem pct. Men det ville naturligvis være et grundskud mod Europas banksystem og pensionfonde.

Manglende tilpasningsevne

Ser man et øjeblik bort fra fraværet af en magisk realrente, så afspejler kapitalismens naturlige tendens til stilstand også pengemarkedets manglende evne til at tilpasse sig. Tilhængerne af den frie markedsøkonomi antager, at alle priser på magisk vis tilpasser sig, så de afspejler varernes relative knaphed. I virkeligheden forholder det sig ikke sådan. Når investorer erfarer, at USAs Federal Reserve eller ECB overvejer at omgøre tidligere beslutninger om at øge renten, opfatter de det som et tegn på pessimisme i forhold til den samlede efterspørgsel. Derfor reducerer de deres investeringer snarere end at øge dem.

I stedet for at investere kaster de sig ud i en omgang fusioner og opkøb, som styrker teknostrukturens evner til at fastsætte priser, sænke lønninger og bruge pengene på at opkøbe selskabets egne aktier, så udbyttet øges. Det fører til en endnu større boble af opsparing, mens priserne ikke afspejler den relative knaphed eller - for at være mere præcis: Den eneste knaphed, som priser, lønninger og renter ender med at afspejle, er knapheden på den samlede efterspørgsel efter varer, arbejdskraft og opsparing.

Det bemærkelsesværdige er imidlertid, hvor ubevæget fortalerne for den frie markedsøkonomi er af kendsgerninger. Når deres dogmer strander på virkelighedens skær, bevæbner de sig med begrebet »naturlig«. I 1970erne forudså de, at arbejdsløsheden ville forsvinde, hvis inflationen blev tøjlet. Da arbejdsløsheden alligevel hårdnakket holdt sig ind i 1980erne på trods af den lave inflation, erklærede de, at den eksisterende arbejdsløshed måtte have været »naturlig«.

»Den naturlige orden«

På samme vis forklarer nutidens tilhængere af det frie marked den hårdnakket udeblevne inflation med en ny »normal« inflationsrate. Trods lav vækst og lav arbejdsløshed. I deres overoptimistiske verdensbillede er alt, hvad de kan observere, en følge af den mest naturlige orden i det mest naturlige af alle mulige økonomiske systemer.

Men kapitalismen har kun én naturlig tendens: stilstand. Som alle tendenser er den mulig at overkomme eller omgå ved hjælp af stimulanser. En sådan kunne være en voldsom finansialisering, som skaber en overvældende, men relativt kortsigtet vækst på bekostning af de langsigtede udsigter. En anden kunne være en mere bæredygtig kur som den geninvestering af overskud, man eksempelvis så under Anden Verdenskrig eller forlængelsen efter krigen, Bretton Woods-systemet.

Men i en tid, hvor politikken er lige så kompromitteret som finansialisering, har verden aldrig trængt mere til en postkapitalistisk vision. Måske vil den selvforstærkende stagnation, vi i dag oplever, kunne afføde en sådan vision.

Copyright: Project Syndicate. ​Oversættelse: Lars Rosenkvist