Ved årets begyndelse trådte en ny lov i kraft: Det blev muligt at fordele elever på landets gymnasier, så der kunne komme en mere blandet elevsammensætning. Siden lovens indtræden har debatten raset, og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) foreslår, at ingen gymnasier skal have mere end 30 pct. elever med anden etnisk baggrund. De nye fordelingsregler skal adressere både opdelingen af gymnasierne i de større byer og udkantsgymnasierne, som trues af små ungdomsårgange.
Udviklingen på landets gymnasier har været, at elever samler sig med andre elever, som minder om dem selv. Det er et stort problem, at vi lever separate liv, hvor vi ikke møder hinanden på kryds og tværs af forskellige sociale og kulturelle lag. Det går ud over den enkelte elevs forudsætninger for at forstå sine medmennesker, og det sætter samfundets sammenhængskraft på spil.