Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kære Blachman: Kan vi ikke slippe for fanden, lort og fuck, i X Factor?

Som den institution i TV-billedet, X Factor er, har dommerne en position, hvorfra de kan påvirke. Derfor er det synd, at Thomas Blachman & Co. bander så voldsomt.

Alles øjne hviler på Blachmann og hans meddommere i X Factor – uge efter uge. Derfor kunne de godt bande nogret mindre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Betina Garcia / Ritzau Scanpix

X Factor er fantastisk til at samle familien om TVet, men der én ting, jeg som forælder gerne vil lave om: Sproget! Alle de eder, der vælter ud af munden - på deltagerne, men især på dommerne, som har mest taletid, og Thomas Blachman er ifølge mine optællinger i front.

Selv bestræber jeg mig på at spare på ukvemsordene og gemme dem til særlige lejligheder. Det forsøger jeg også at lære mine børn, selv om vi selvfølgelig ikke altid lykkes: Slår de sig f.eks. moderat, kan de sige noget a la: »Av for filen, det gør mega nas«. Føler de, at de er kommet alvorligt til skade og nærmest har brækket armen, kan de bande løs: »Av for fanden, det gør kraftedeme ondt«. Så kan vi andre bedre aflæse situationens alvor, tænker jeg. Måske det også hjælper på smerten? Det skulle forskere vist have påvist.

Louise Witt Fold sammen
Læs mere

Når noget er ekstraordinært godt eller dårligt, beder jeg også mine børn – og deres venner – om at holde sig fra det nemme: At det er »pissegodt« eller »skidefedt«. (Betyder det i øvrigt, at det føles lige så godt som at pisse eller skide?) Jeg opfordrer til at bruge flere nuancer af sproget: meget godt, virkelig godt, utrolig godt, fantastisk godt, for bare at nævne nogle af de mere børnevenlige variationer. Så er der også de mere voksne vendinger, som jeg indimellem finder på at introducere: umanerligt godt, eminent godt, fabelagtigt godt, ekstraordinært godt, enestående godt. Slå selv op i synonymordbogen og find på flere.

WCet ind i stuen?

Det forskønner ikke hverdagen, hvis vi skal hidkalde fanden hele tiden, eller vi skal fylde vores samtaler med toilet-gloser om at skide, pisse og lave lort – at vores danske hverdagssprog er blevet sådan, svarer lidt til at slæbe WCet ind i stuen, hvor vi er mest, og hvem synes egentlig, det er noget at stræbe efter?

Gør vi det per automatik uden at høre betydningen mere? Det tænker jeg. »Sgu« holdt for nogle år siden op med at være et bandeord, da Dansk Sprognævn besluttede det, og det samme er måske på vej med andre kraftudtryk? Er det de oprørske unge fra 1960erne, som i dag er blevet magtbærende i samfundet, og er deres rebelske frisprog fra dengang blevet normen? Er det, fordi de sociale medier fylder så meget i dag, og her flyder sprogligt gylle bare nemt og bliver normsættende?

Det er ikke, fordi jeg tænker, at Blachman & Co. er specielt meget værre end alle andre. Sagen er bare den, at alles øjne hviler på Blachman og hans meddommere – uge efter uge. Som den institution i TV-billedet, X Factor er, har de en position, hvorfra de kan påvirke.

Den sprogligt kreative Blachman, der toner frem på skærmen som bærer af dansk kultur siddende i Finn Juhls Høvdingestol, kunne gå foran og vise, hvor mange nuancer, modersmålet gemmer. Han har ofte talt om X Factor som public service-TV, som tager fat i væsentlige emner i det danske fællesskab – for nylig satte programmet f.eks. fokus på retten til at blive accepteret som homoseksuel: Jeg tænker også, at det ville være flot public service, hvis børn helt ned i børnehavealderen ikke fik normaliseret udtryk som »hold kæft«, »for helvede« og »fucking dårlig« i bedste sendetid?