I sin kommentar 9. august konstaterer Bent Winther indledende to ting, der er ubestridelige. For det første, at dokumentaren »Den sorte svane« er et enestående flot stykke journalistik, som gav et indblik i svindlens anatomi i dagens Danmark. Og dernæst, at tilliden i vores samfund på en række områder er faldende.
Hvad der er forlorent i Winthers analyse, er derimod den følgende konklusion om, at det særskilt skulle være i det offentlige Danmark, at sagerne er i forfald. Læser man bilagene i TrygFondens Tryghedsmåling, står det klart, at tilliden til den offentlige administration er steget en smule, siden man målte første gang i 2017.