Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Juraprofessor: Frank Jensens dobbeltfejl i borgmesterbryllupssag

Selvom sagen om brug af rådhuslokaler til private bryllupper i København er endt med næser og udglattende undskyldninger, er der alligevel sket skade. Lyden af klapjagt hænger ofte længe i luften på en arbejdsplads, også efter at hundene er kaldt tilbage.

pix
»Det er stadig et problem, at overborgmester Frank Jensen fik affyret verbale skud mod ytringsfriheden,« mener Michael Gøtze, professor i jura på Københavns Universitet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Det var fy-fy at kommunikere med pressen om brug af rådhuslokaler til private bryllupper, og den syndige informant skulle irettesættes. Det fik alle at vide. Lokalet til eftersidning stod allerede klart.

Det meldte overborgmester i København, Frank Jensen (A), ud på TV i 2017, som nogle sikkert husker. Nu har ombudsmanden set paragrafferne igennem, og han har i januar sat to streger under det juridiske facit: Begge dele var ulovlige. Dobbeltfejl, Frank Jensen.

Michael Gøtze Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Gøtze Michael Gøtze .

Vi skal tilbage til den spektakulære klapjagt på Københavns Rådhus, hvor den eftersøgte var en ansat i kommunens rådhusservice, der havde formastet sig til at tale med pressen om kommunens gratis udlån af rådhuslokaler til den tidligere beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (B). Hvis personen blev indfanget, og hvis det var en ansat under Frank Jensen, ville overborgmesteren sørge for, at der skulle stås skoleret.

Ombudsmanden siger det stik modsatte, og han uddeler en middelstor næse til kommunen. Det var helt acceptabelt at give oplysningerne videre til pressen. Og det går ikke med kollektiv opsang til medarbejderne.

Skaden er sket

Forløbet ligner et klassisk forløb inden for ytringsfrihedsområdet. Først står kommunen stejlt på, at det er i orden at jagte en åbenmundet medarbejder. I anden fase melder ombudsmanden sig på banen, hvorefter kommunen lægger sig fladt ned og erklærer sig enig med ombudsmandens jurister. I tredje fase får kommunen den kritik, som må forventes, og sagen kan lægges væk og over i bunken med afsluttede sager. Endnu en af slagsen.

»Vi må igen konstatere, at det ikke står alt for godt til med ytringsfriheden ude i virkeligheden.«


Sagen er løst, men det er stadig et problem, at overborgmesteren fik affyret verbale skud mod ytringsfriheden. Det interessante er således egentlig ikke, at Frank Jensen valgte at gå bodsgang, men at vi igen må konstatere, at det ikke står alt for godt til med ytringsfriheden ude i virkeligheden. Konkret har det handlet om offentligt ansattes ret til at kommunikere udadtil, nemlig meddeleretten. Retten bestod her i, at der var grønt lys for at meddele, at der var foregået noget ulovligt, nemlig gratis brug af rådhuslokaler til bryllupsfest. Den slags oplysninger er ikke fortrolige.

Ombudsmanden har nu gjort det endnu mere klart, hvad juraen siger om det. Ansatte har ret til på eget initiativ at videregive ikke-fortrolige oplysninger fra arbejdspladsen til pressen, hvis der kan være spørgsmål om ulovlig forvaltning eller anden uredelighed. Måske kan det forebygge lignende forløb fremover.

Uanset at sagen nu er endt med næser og udglattende undskyldninger, er der alligevel sket skade. Lyden af klapjagt hænger ofte længe i luften på en arbejdsplads, også efter at hundene er kaldt tilbage. Forløbet er endnu et eksempel på, at der rent juridisk er højt til loftet, når vi taler ytringer, men at rummet i virkeligheden ofte kan være lidt småt og indelukket.