Når de ukuelige grønspætter i Anders And skal forcere en flod eller bestige et iset bjerg, slår de op i Grønspættebogen. Med Grønspættebogen ved hånden er der altid et svar og en løsning. I den verserende rigsretssag, hvor den tidligere udlændingeminister Inger Støjberg er tiltalt for overtrædelse af ministeransvarsloven, har hendes forsvarere billedligt talt været forbi Grønspættebogen. De har fundet enkle svar på, hvordan den tidligere minister slipper af krogen. I mine øjne kan forsvarernes vupti-løsninger udfordres. Det er blevet lige enkelt nok.
Hvis vi skal zoome ind på sagen, starter vi med pressemeddelelsen fra februar 2016. Her fik den tidligere minister sat et politisk mantra om tvangsadskillelse af unge asylpar på landets centre på en undtagelsesfri formel. Alle brugere af sociale medier og avislæsere vil kende sagen. Efter pressemeddelelsen fulgte en stribe samråd med ministeren i Folketinget, en kras ombudsmandsudtalelse og et kritisk bevismæssigt blik på forløbet i Instrukskommissionen fra 2020. Sagen er en af retshistoriens mest undersøgte. Støjberg er nu tiltalt i Rigsretten. Hendes forsvarere har nu mere taletid, og dynamikken er en anden end i kommissionen. Støjbergs to erfarne forsvarere står over for to utrænede og lidt himmelfaldne anklagere.
