Jesper Olsen: »Den sorte svane« afslører et dobbelt ledelsesmæssigt svigt hos TV 2 og politiet

Det er simpelthen for nemt at stille pressen i dårligt lys hver gang der er kritisk lys rettet mod myndigheder i almindelighed – og politiet i særdeleshed.

Kritik af myndighederne er vigtig for tilliden i samfundet, skriver Jesper Olsen i denne kommentar, der er et modsvar til Søren Pinds indlæg om kritik af myndigheder, herunder politiet. Foto: Mathias Svold

»Næste gang du læser en kritisk artikel om politiet, så spørg dig selv: Hvem drager nytte deraf?« spørger forhenværende justitsminister Søren Pind i en kommentar i Berlingske. Det vil jeg gerne give mit svar på: Det gør vi alle sammen.

I et tillidsbaseret samfund er det i sig selv betryggende, at en tidligere justitsminister, der har haft den dybe indsigt i arbejdet i politiet, som kun tilsyn og ministre skal have, fortsat har tillid til politiet.