Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Jeg vil ikke høre flere dårlige undskyldninger

Det er ti år siden, at jeg fik at vide, at jeg skulle spare på vandet, når jeg børstede tænder, eller at jeg skulle slukke lyset efter mig, og at vi skulle begynde at bruge sparepærer. Det er de samme ting, vi får at vide i dag. Men hvad ændrer det?

krdj
Alternativet har en ambitiøs klimapolitik, og det ender også med at være hos dem, jeg sætter mit kryds, forklarer Sofia Møllegaard Andersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Djurhuus / Ritzau Scanpix

Som førstegangsvælger til folketingsvalget føler jeg, at jeg står over for en umulig mission; min generation og jeg har fået til opgave at være dem, der redder Jorden. Når det er sagt, er vi stadig de useriøse teenagere, der tænker mere på, hvor meget vi får i »cafépenge« end det, der faktisk gælder.

Men i en tid, hvor tusinder af unge hver dag må stå ude foran parlamentsbygninger i stedet for at gå i skole bare for at få politikernes opmærksomhed, synes jeg, det er uretfærdigt, at der ikke bliver lyttet mere til det, vi siger.

Det skal dog siges, at den foregående generation ikke bare er nogle klimasyndere, der bevidst har ødelagt Jorden og sagt »skidt pyt«. Men jeg savner ambitionen. Jeg savner at se politikerne rent faktisk handle. Selv da jeg med mit gymnasium var på rundtur på Christiansborg, hvorefter vi fik lov til at interviewe et folketingsmedlem, hvis hovedsag var klima, følte ingen af os, at vi fik et ordentligt svar på, hvad der blev gjort for klimaet her og nu.

Det er ti år siden, at jeg fik at vide, at jeg skulle spare på vandet, når jeg børstede tænder, eller at jeg skulle slukke lyset efter mig, og at vi skulle begynde at bruge sparepærer. Det er de samme ting, vi får at vide i dag. Men hvad ændrer det? Det vand, der bliver brugt på ét kilo oksekød, svarer til at gå i bad hver dag i næsten et år. Vi har aldrig købt mere, end vi gør nu. Det er godt for økonomien, men det ødelægger vores jord. Vi kæmper for lavere afgifter på vores biler, men vi har de sidste mange år fået at vide, at fossile brændstoffer er en af de største syndere.

Jeg forstår stadig ikke helt, hvordan det kan være, at vi unge mennesker med vores klimaambitioner stadig ikke føler, at vi bliver taget seriøst, selv efter at en 16-årig pige i 38 uger har ledet en bevægelse af unge, der kæmper for en mere seriøs klimapolitik i hele verden.

Vi har dog grønne partier såsom Alternativet, der har en ambitiøs klimapolitik, og det ender også med at være hos dem, jeg sætter mit kryds. For de løsninger, vi i dag har brug for, er nødt til at være mere end at spare på vandet og køre mindre i bil. Men vil det give os en grøn regering eller for den sags skyld en grøn statsminister? Og med en stor del af politikerne, der ikke tager de unge seriøst, men nærmere håber at få stemmer ved at lave et filter på Snapchat eller hænge ud med Anders Hemmingsen, så kommer min stemme ikke til at betyde det, jeg ville ønske, den ville betyde.

For jeg føler, at den alligevel bare går til et andet parti end det, jeg har stemt på, som ikke tager unge eller klimaet seriøst nok. Jeg ville ønske, at vi i Danmark igen kunne have en ambitiøs klimapolitik. At vi kunne glemme økonomisk vækst bare et kort øjeblik og indse, hvor ligegyldigt det egentlig er, hvis vi ikke gør noget ved vores levemåde.

Jeg håber, at politikerne vil huske på, at klimaudfordringerne ikke er noget, vi kan udskyde gennem finansiering af forskning i klima eller kødfrie mandage. Det er for sent til sløve løsninger.