Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Jeg gider ikke lege drengene mod pigerne

FRANCE-HARASSMENT/
»Alle køn har noget vigtigt at bidrage med. Men jeg kritiserer og udforsker også maskulinitet på godt og ondt. Ikke fordi jeg er imod den eller vil undertrykke den, men fordi jeg ved, at den kan meget mere, end den kan i dag, og fordi jeg ved, at den ikke behøver begrænse os, som den gør nu,« skriver Rasmus Hald Møller. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gonzalo Fuentes

Antifeminister ytrer sig stadig ofte om, hvor farlig, udemokratisk og skadelig de mener, at feminisme er. De hævder, at det nu er mænd, der negligeres og undertrykkes, og blæser til kamp – ofte til kamp for det, de påstår er »den rigtige mand«, men som for mig altid lyder som et begrænsende, snæversynet diktat om, hvordan halvdelen af klodens befolkning skal opføre sig og leve deres liv.

I løbet af sommeren har blandt andet Simon Simonsen været på banen med synspunkter i den retning. Han mener blandt andet, at der er behov for at holde »den der mande-drenge-fane« højt.

Men »mande-drenge-fædre-fanen« er ikke en, som Simon Simonsen og andre antifeminister har eneret til.

»Mænd og maskulinitet i almindelighed er ikke under angreb.«


Der er mange mænd og organisationer repræsenteret af mænd, der netop svinger »mande-drenge-fædre-fanen«. Men mens antifeministernes grundholdning synes at være, at mænd alene er undertrykt og ofre for uligestilling, er det vi mandlige feministers synspunkt, at vi når længst med ligestilling for alle, hvis vi står sammen på tværs af køn.

Ingen har gavn af at lege drengene mod pigerne, for kønnenes respektive udfordringer griber ind i hinanden, og vi løser kun det ene ved også at løse det andet.

Antifeministerne går til kamp under paroler om, at mænd og maskulinitet er vigtigt for samfundet, og med en italesat frygt for det angreb, de mener, at mænd og maskulinitet er udsat for.

Rasmus Hald Møller Fold sammen
Læs mere

Men mænd og maskulinitet i almindelighed er ikke under angreb. Det er derimod bestemte en-dimensionelle idealer for maskulinitet, som er usunde for både mænd og for samfundet. For der er ikke bare ét maskulinitetsideal og én måde at være mand på. Der er mange, og mænd kan sagtens repræsentere flere maskulinitetsidealer – ligesom kvinder gør, når de både kan være karrierekvinder, småbørnsmødre og triatlonatleter.

Jeg er enig i, at maskulinitet er vigtigt i et samfund. Alle køn har noget vigtigt at bidrage med. Men jeg kritiserer og udforsker også maskulinitet på godt og ondt. Ikke fordi jeg er imod den eller vil undertrykke den, men fordi jeg ved, at den kan meget mere, end den kan i dag, og fordi jeg ved, at den ikke behøver begrænse os, som den gør nu.

Det har alle dage været produktivt for et samfund, når vi opretholder et vedvarende normkritisk blik på, hvordan vi opfører os i samfundet og på, hvorfor vi gør, som vi gør.

Når mænd for eksempel er i større risikogruppe for at ende som hjemløse, dø alt for tidligt eller havne i fængsel, kan forklaringen findes i stereotype og i høj grad mediebårne forestillinger om, hvad en »rigtig mand« er. At svinge med mandefanen er at arbejde imod disse snævre forventninger til mænd, og at opbygge nogle nye og mere mangfoldige måder at være mand på. Måder, hvor vi undgår, at mænd havner i de triste statistikker for hjemløshed og selvmord, fordi han ikke kan præstere på stereotype krav til en »rigtig mand«.

Mandefanen er værdiløs, hvis den ikke vil stå side om side med de andre faner, og hvis det at svinge med den primært består i at lange ud efter kvinder og feminister.