Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Jeg fik 1.531 personlige stemmer ved kommunalvalget!

Bare for god ordens skyld. Jeg blev ikke sur over, at Hans Engell gættede på, at jeg ikke blev valgt ind. Men jeg er sur over, at han påstår, at jeg ikke hentede mange stemmer til kommunalvalget. For det er nemlig helt forkert.

»Mit stemmetal var det højeste, som en Venstremand har fået på Frederiksberg – nogensinde. Faktisk er de tre Venstremænd, der har fået flest stemmer på Frederiksberg Jan E. Jørgensen, Jan E. Jørgensen og Jan E. Jørgensen. I nævnte rækkefølge,» skriver Jan E. Jørgensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Djurhuus

Tak til Berlingske for en flot valgquiz – og tillykke til Preben Weissenborn fra Gentofte, der som den eneste af Berlingskes læsere fik 13 rigtige. Imponerende.

Også tak til Hans Engell, der modigt gik planken ud og på forhånd offentliggjorde sin spådom om resultatet af de 13 spørgsmål.

Et af de spørgsmål, hvor Engell ramte skævt, handlede om, hvem Venstre ville få valgt i Københavns Storkreds. Vi var tre, der blev nævnt: Tommy Ahlers, Martin Geertsen og jeg selv. De færreste havde gættet på, at vi alle tre blev valgt – heller ikke Hans Engell, der tippede, at jeg ikke ville komme ind. Det gjorde jeg – endda med hele 40 pct. fremgang i mit personlige stemmetal.

Tak for det – ikke mindst til de læsere af Berlingske, der var med til at sikre mig mit genvalg.

Jan E. Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Berlingske har efterfølgende konfronteret Hans Engell med, at han ikke troede, at jeg kom ind, hvortil Engell svarede, at det blev jeg i øvrigt blev meget sur over. »Han sendte mig en mail på fire kilometer med alle sine valgresultater helt tilbage fra skoletiden,« skrev Engell.

Knalddygtig kollega

Bare for god ordens skyld. Jeg blev ikke sur over, at Hans Engell gættede forkert. Han er i sin gode ret til at tro mere på Martin Geertsens vælgertække end på mit. Martin er en knalddygtig kollega som man ikke skal undervurdere.

Nej – jeg blev sur over følgende påstand, da han skulle begrunde sin spådom: »men vi har kunnet se ved kommunalvalget, at han ikke henter mange stemmer.« Tidligere har han – sekunderet af en anden besserwisser, Thomas Funding – gjort gældende, at jeg fik et »elendigt kommunalvalg.«

Jeg er enig med Hans Engell i, at »politiske kommentatorer jo ikke bare kan sidde og komme med vurderinger ud af den blå luft: Der må været noget bund i det

Bunden manglede i hans vurdering, for jeg fik ikke et elendigt kommunalvalg. Bevares – Venstre fik langt færre stemmer end de Konservative på Frederiksberg. Som Venstre altid har fået – i lighed med Gentofte og Vallensbæk, der også er veldrevne, konservative kommuner. Det bør en tidligere konservativ partileder vide. Ved folketingsvalget er det omvendt. Venstre blev det største parti på Frederiksberg.

Venstre-rekord på Frederiksberg

Jeg fik 1.531 personlige stemmer ved kommunalvalget - dobbelt så mange som Morten Løkkegaard, der ved kommunalvalget i Gentofte fik 722 stemmer. Samme Morten Løkkegaard, der netop blev topscorer med mere end 200.000 personlige stemmer til Europa-Parlamentet.

Mit stemmetal var det højeste, som en Venstremand har fået på Frederiksberg – nogensinde. Faktisk er de tre Venstremænd, der har fået flest stemmer på Frederiksberg, Jan E. Jørgensen, Jan E. Jørgensen og Jan E. Jørgensen. I nævnte rækkefølge. Det har jeg ikke behov for at fortælle nogen, med mindre politiske eksperter som Hans Engell render rundt og påstår noget andet.