Dette er en del af en pro et contra. Du kan læse, hvad Martin Lemberg-Pedersen, chef for politik og samfund, Amnesty International Danmark, mener om sagen her.
Israelerne har det ikke nemt. Siden de arabiske lande samt palæstinensiske ledere afviste FNs delingsplan og angreb den nye jødiske stat i 1947-48, har der ustandselig været konfrontationer. Ikke nok med det, for israelerne kæmper også med interne stridigheder, som får dansk politik til at ligne Legoland. Dybe skel mellem befolkningsgrupper og religiøse uoverensstemmelser blusser jævnligt op og aggressive jødiske bosættere samt religiøse fanatikere får ofte uroligheder til at rulle. Dertil kommer konflikter med israelske arabere og palæstinensere i besatte områder. Aldrig et kedeligt øjeblik.