Isolationsfængsling, forholdene på udrejsecentrene og tvang i psykiatrien. Set med vores øjne har der været nok at tage fat på for eksperterne i Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig Behandling. På flere besøg rundt om i landet har eksperterne den seneste uge undersøgt, om vores demokratiske andedam anno 2019 lever op til forbuddet mod tortur og anden umenneskelig behandling.
For selvom Danmark på mange måder er duksen i klassen, har vi gennem de seneste år også set et skræmmende skred i værdier og politiske holdninger, der har forplantet sig til lov og praksis inden for for eksempel udlændingeområdet og fængselsområdet.