SSI har i en ny vurdering konkluderet, at der er lav risiko for, at en bekymrende ny virusvariant vil opstå, såfremt de danske minkavlere får lov til at genoptage erhvervet. Hvis man læser vurderingen, er der dog store usikkerheder forbundet med beregningerne, og konsekvenserne kan potentielt blive store, hvis minkerhvervet får lov til at genopstå. Spørgsmålet er, om vi tør løbe risikoen ved at beholde et erhverv, der er problematisk på mange måder.

Vi ved, at den dyreart, som virussen ser ud til at mutere allernemmest i, foruden mennesker, er mink. Vi ved, at den region i Norditalien, hvor smitten tog fart i foråret 2020, er en region, hvor der ligger en række minkfarme med tætte handelsforbindelser til Kina. Og vi ved, at WHOs hovedefterforsker har sagt til Berlingske, at det oprindelige værtsdyr for coronapandemien »sagtens kunne have været mink«. I forbindelse med omikronvariantens fremkomst har danske forskere til Berlingske peget på, at omikron kan være opstået i dyr som mink. Der er altså valide hypoteser, der peger på, at minkene har spillet en central rolle i coronapandemien.