Nu er den igen gal med metoderne. Socialdemokratiets udlændingepolitiske ordfører Rasmus Stoklund nedgør den vigtige rapport fra Kraka, som sætter fokus på integrationen i Danmark. Han har ikke meget til overs for det arbejde, som Kraka har udført, og hans trumf er, at der noget galt med analysemetoden – efter hans opfattelse.

Det sker ofte, at undersøgelser og rapporter bliver skubbet under gulvtæppet med en flot bemærkning om metodefejl i analysen eller ved indsamling af data. Som regel er der tale om rapporter, der ikke er politisk opportune. Dermed undgår det politiske lag at skulle gå ind i en diskussion om indholdet, og heller ikke denne gang er metodefejlene blevet konkretiserede. Henvisning til metoden bliver brugt, for det er et effektivt middel til at fjerne opmærksomheden fra noget, man ikke har lyst til at diskutere.