Der har aldrig været mere offentlig samtale. Der har aldrig været flere, der snakker. Den såkaldt ”snakkende klasse” synes efterhånden at være den mindst snakkende del af befolkningen, mens det såkaldt ”tavse flertal” via de sociale medier aldrig har råbt og skreget højere og mere gennemslagskraftigt end nu.
Netop derfor er det lidt svært at blive klog på, hvad ”den offentlige samtale” dybest set er blevet for en størrelse. I dagens Berlingske forsøger den amerikanske journalist og kommentator Anne Applebaum ikke desto mindre at bruge begrebet som afsæt til en bekymring for demokratiets tilstand. Hendes pointe er, at med de traditionelle mediers deroute risikerer den offentlige samtale at forstumme. Og hun har en pointe.
Hvor de klassiske medier gennem århundreder har spillet en afgørende rolle som formidlere af en bred og mangesidet samfundsdebat, er den gode gamle ”offentlighed” gået i opløsning. Atomiseret til bobler eller ekkokamre, hvor vi alle i stedet for at være samfundsborgere, der opsøger viden for at blive klogere og mere oplyste, er reduceret til en slags hjælpeløse informations-fæ, der ikke engang kan blive enige om, hvad der helt konkret er sket i den faktiske virkelighed.
Fæ, der i stedet for ny indsigt og nye erkendelser lader sig nøje med den viden, der afgrænses af, hvad man selv tidligere har søgt, opsøgt eller interesseret sig for. Eller som ens venner har valgt at dele med én.
I stedet for en oplyst borger er man endt som algoritmens sløve slave. Tro mig, jeg er selv meget aktiv på Facebook og Twitter og ved til en forskel nogenlunde, hvad jeg skriver om her. Man driver med. Til sidst danser man intellektuel kinddans med sit eget spejlbillede, og mindre gloriøst bliver det vel næppe.
--
Der har aldrig været mere offentlig samtale. Og derfor tager Anne Applebaum på den anden side også blodigt fejl. Nedbrydningen af de gamle informationsmonopoler er på mange måder demokratiet, når det er smukkest. Netop fordi det gode, gamle, veltjente tavse flertal pludselig ikke blot får mæle, men ganske enkelt sætter sig på samtalen.
Så kan vi lære det, os der engang havde magten til at definere, hvad man talte om. Det har ingen medier mere. Det er principielt set et gode, ikke et onde. Brug to minutter på at skrive et effektfuldt opslag på Facebook, og du kan på et øjeblik have taget megafonen ud af munden på de professionelle kommunikatører, som engang selv styrede i hvilket omfang de ville lukke andre ind i den offentlige samtale, de kontrollerede.
På et tidspunkt spurgte jeg på Facebook og Twitter, om der egentlig nogensinde var nogen, der var blevet egentlig klogere ud af at deltage i debatten her, eller om det hele udelukkende er blevet til selv- og hinanden-bekræftelse i ekkokamrene. Resultatet var et væld af kommentarer fra folk, der gjorde opmærksom på, at de sociale medier for dem var berigende som intet før det, at meningerne netop brydes på en måde, der gør én klogere. At den offentlige samtale aldeles ikke var forstummet, men blot forvandlet til en himmelsk, demokratisk kakafoni.
--
Det er en opfattelse, jeg på mange måder deler. Den digitale revolution inden for kommunikation og medier er en hidtil uset demokratisk berigelse. Alle har en stemme. Alle kan bruge den. Ind i mellem lyder stemmen noget grimt skurrende - tænk bare på Carsten Jensen, når han begår den fejl at give den som diabolsk debattør i stedet for fremragende forfatter.
Men der er omvendt en grund til, at jeg har valgt at investere mit samlede, professionelle arbejdsliv i de klassiske mediers tjeneste. Fordi de – vi – kan noget, de sociale medier ikke kan. Det gælder både de gammelkendte aviser og nye digitale medier. Eller begge dele, som f.eks. Berlingske. Der både er en klassisk avis og et digitalt medie.
Jeg synes opgaven er vigtig. For jer. Læserne. Brugerne.
--
Det skriver jeg ikke for at trænge mig på. Tværtimod. Det skriver jeg for at invitere jer ind. For det er præcis det, klassiske medier også kan, samtidig med at vi indarbejder den nyeste teknologi og gør brug af data og personalisering og alt det, der er kendetegnende for den digitale revolution.
De klassiske medier frembringer oplysning, viden, information, afdækning, nyheder, afsløringer, indsigt, analyse, fortællinger, meninger, pointer og erkendelser, som ikke alene er resultatet af algoritmernes tilfældige valg eller vennernes akkumulerede delinger. Som ikke tegner en verden af i morgen, der bygger én til én på din søgehistorik af i går.
De klassiske medier tilbyder på én og samme tid dig at blive selvvalgt klogere - eller måske selvvalgt forbandet irriteret, eller undertiden begge dele – samtidig med at du formentlig undervejs falder over visdom, indsigter og dumheder, du aldrig havde drømt om at opsøge selv, og som aldrig ville være dukket op i dit feed baseret på din egen søgehistorik og dine venners lunefuldheder.
Det er magien ved de klassiske medier. Man kan sagtens vælge at fravælge dem og bare drive med. Men måske gør man klogt i at overveje, hvad det i givet fald er, man rent faktisk snyder sig selv for. Og hvad det gør ved demokratiet, hvis vi alle blot driver med.
--
Del: