Da militæret kuppede sig til magten i Myanmar 1. februar, tog generalerne som noget af det første kontrol over landsdækkende tv-stationer og blokerede adgangen til internet og mobilnetværk. Uden adgang til de vanlige informationskanaler var befolkningen uvidende om, hvad der præcist foregik, indtil nyheden om kuppet breakede på den militærkontrollede tv-station.

Selvom adgangen til internet og mobilnetværk blev genetableret senere samme dag, har militæret lige siden fastholdt grebet om adgangen til information. Officielt for at minimere risikoen for optøjer, men reelt er det også et forsøg på at styre fortællingen om kuppet og den offentlige debat. Siden kuppets første dage har teleselskaber således været pålagt at blokere adgang til Facebook, Instagram og Twitter samt beskedtjenester som WhatsApp og Messenger. Derudover har adgangen til internettet de seneste tre uger været blokeret fra kl. 1 om natten til kl. 9 om morgenen.