Ikke: Hvorfor skal vi læse klassikere? Men: Hvorfor vi skal. Hvorfor er det nødvendigt at svare (bekræftende) på det spørgsmål, hvis svar jo nærmest giver sig selv? At en bog har klassikerstatus er jo et udtryk for dets kvalitet.

Det skal der svares på i det følgende, fordi avisens udmærkede litteraturredaktør Søren Kassebeer og Weekendavisens lige så udmærkede anmelder Søren Staal Balslev for nylig har argumenteret for, at vi ikke nødvendigvis bør læse dem, altså klassikerne. Sidstnævnte skrev således, at hvis ingen læser Johannes V. Jensens Kongens fald (1900-1901) længere – hvad så?

Jeg er med på, at klassikere ofte identificeres med det kulturelle snobberis såkaldt gode smag. Jeg er også med på, at klassikere skal kritiseres, genfortolkes og genvurderes for at få nyt liv – og for at se, om de stadig holder. Ellers bliver de døde bogstaver.

Men den rigtig gode grund til at forsvare klassikeren fik jeg af en ældre kollega, der engang fortalte mig, at de studerende på universiteterne ikke længere gider læse Johannes V. Jensens store roman, fordi den er for kedelig!!

Dér kan man virkelig tale om et dannelsestab – og mon ikke det er en klumme eller to værd? De studerende møder op på universitetet uden kendskab til klassikerne, uden tålmodighed til at læse lange romaner og uden tilstrækkelig veludviklet sans for litterær kvalitet. Det gælder ikke alle, naturligvis, men rigtig mange. Det er udtryk for et forfald, der er blevet særdeles mærkbart inden for de seneste ti år.

Den gode historie er nu, at de studerende faktisk er i stand til at sætte pris på kvalitet og til at se, at læsning af romaner, selv hvis de er skrevet i et gammelt sprog, er al umagen værd, når de møder dem – og når de bliver udlagt for dem.

I grunden er der ingen bedre måde at anbefale klassikeren end at citere vidt og bredt fra den og forsøge sig med en tolkning af den. Det vil jeg så gøre i det følgende; det skal dreje sig om intet mindre end den bedste danske roman nogensinde – Kongens fald. Her er jeg i pagt med det danske folk, der i Berlingske og Politiken i 1999 kårede Jensens roman som den bedste overhovedet i dansk litteratur.

Det mytiske i Kongens fald

Nederst i dette indlæg har jeg samlet de passager, som jeg vil sige nogle ord om. Det er klart, at man kunne skrive lange afhandlinger om romanens karakterer, stil, komposition, budskab osv. Men jeg vil begrænse mig til at skrive lidt om myterne, som Jensen skaber, og det mytiske stof, som han arbejder med i romanen.

Kongens fald er blevet kaldt den besynderligste blanding af epik og lyrik i dansk litteratur. Hver eneste side, nej, hver eneste sætning rummer frapperende udsagn af voldsom intensitet. Hele værket er lyrisk fortættet som ét stort prosadigt.

Stilistisk kombinerer romanen en lyrisk naturmytik med psykologisk indsigt. Det er en historisk og mytisk roman, der finder sted i første halvdel af 1500-tallet. Men denne historie er indlejret i et mytisk-cyklisk perspektiv, der bygger på naturens lovmæssighed. Alt i romanen er underkastet den lov, der hedder: at føde og dø.

I romanen skaber Jensen nye myter. Det sker især i kapitlerne ”Døden”, ”I Urskoven” og ”Inger”. Han gendigter også gamle myter, bl.a. Ovids myte om Jupiter og Europa, der giver forrang til hedenskabet og dets lystfyldte forbundenhed med naturen. Indsigten er lagt i munden på kvaksalveren og vismanden mester Zacharias og udlevet på frugtbar vis af hedningen Kese. Zacharias’ indsigt: at jorden drejer om solen, ikke omvendt, er den indsigt, de fleste personer viger bort fra med tragiske følger. Først den, der tilpasser sig tyngdens lov, er jorden tro og lever i overensstemmelse med naturens cykliske forløb, er i stand til at hengive sig og nyde øjeblikkets frodighed.

Det gælder romanens kvindeskikkelser, der ejer den varme og naturlighed, som de fleste mænd, himmelstormerne, mangler. De opfatter sig derimod narcissistisk som verdens centrum – men er også underkastet tilværelsens dualistiske, mytiske kræfter. Det bliver klart i gendigtningen af en anden myte, nemlig Eddaens grottesang (se passagen ”Grotte” i citatmosaikken).

Men Jensen gendigter ikke blot gamle myter og skaber nye myter, han formulerer også en række syner og drømme, der har mytisk karakter. Det gælder beskrivelsen af slagtningen af Anders Graas hest, Axels rejse om bord på ”Columbi lykkes skib” samt Axels død, ”den danske død” (se igen citaterne nedenfor). Karakteristisk for den slags mytiske visioner er, at de rummer en overskridelse af tiden – selve den nedbrydende kraft i livet, faldets lov. Tiden bringes til standsning og rummet udvides i disse, stærkt positivt opladte mytiske visioner. Det mytiske almengør desuden forfatterens udsagn og giver dem autoritet. Det ses i udtryk som: ”Naar Manden er paa sin Krafts Højdepunkt, maa han slaa ihjel. Livet dræber”, der står som indgangsmorale til beskrivelsen af slaget i Ditmarsken.

Myterne, ikke kun Jensens, gør fordring på almengyldighed og tidsuafhængig generalitet; de handler om selve tilværelsens lovmæssigheder. Deres virkemåde er at billedliggøre og personificere universelle love og abstrakte naturfænomener. Det er tydeligt i kapitlet om døden, der jo som bekendt kommer i form af en rytter (se citatet). Vi kender det fra Dürers træsnitsbilleder, der blev skabt i renæssancetiden (hvilket ikke er tilfældigt, jf. romanens historiske tid).

Mytiske passager

Lad os se på nogle af de mytiske indslag, som jeg har citeret fra i den nedenstående mosaik.

Myten ”Grotte” fremviser tilværelsens dualistiske karakter. Højere mytiske kræfter former livet, og disse kræfter inkarneres af Fenja og Menja, livets og dødens jættepiger. Også her gennemspilles tilværelsens lovmæssighed: at føde og dø, men på så radikal vis, at tiden og dermed altings forgængelighed synes at få overtaget og truer med fuldkommen tilintetgørelse. ”Men tilsidst maler vi dig Vintertid”.

Den mytiske vision, jeg i citatmosaikken har kaldt ”synet af rytterhæren på himlen”, fremviser meningsløsheden af alle himmelstormernes længsler. Landsknægtene er ligesom hovedpersonen Mikkel Thøgersen eksempler på himmelstormere, drømmere og idealister, som i al deres pragt forsvinder og til sidst går under i det uendelige, bundløse rum. Det er en negativ vision, for så vidt som mennesket anskues som et atom i et koldt univers; her er der ingen harmonisk kosmostanke, som mennesket kan få sin plads i. Romanen har sit udgangspunkt i den tids nye erkendelse, nemlig overgangen fra det geocentriske til det heliocentriske verdensbillede ved udgangen af den kristne middelalder.

Den lykke, som himmelstormeren med sine storladne projekter og utopiske planer ser for sig selv, er bedragerisk. For hvor tiden råder, er mennesket dømt til undergang, og visionen på himlen er netop en tidsmæssig progression. Karakteristisk for den slags syn er desuden, at det er gennem en stærk sansning, at rummet udvider sig. I dette tilfælde er det lynskæret, der fremkalder en associationskæde, der åbner rummet.

”Slaget i Ditmarsken” er et udtryk for romanens gennemgående ide, nemlig at mennesker styres af blinde biologiske drifter. Følgelig er det de unge mænd, der med deres livskraft intakt falder hårdest mod jorden, når ”der prikkes hul på dem”. Blodet styrter ud i ét eneste plask!

Myten ”Døden” er en personificering af den vældige naturmagt, vi kalder døden, der jo altså kommer som en rytter og som sådan ikke møder nogen hindringer på sin vej. Døden henvender sig ikke, men prikker sit offer uden tøven. Personificeringen bygger på folketro og folkeviser, men jo altså også på Dürers billede af døden som rytter. Passagen om døden foregriber blodbadet i Ditmarsken. Som Jensen-forskeren Poul Bager (der har skrevet en hel bog om bogen, og som jeg her står i gæld til) har peget på, er skildringen af døden paradoksal; for når døden ”vender hjem” til gamle mennesker, må den resignere: Her er der intet frodigt liv at slå ihjel og derfor lægger døden sig som en barselskvinde og føder. Døden reproducerer altså sig selv – selv døden er underlagt den evige rytme: at føde og dø.

Endelig har vi det fantastiske syn af ”slagtningen af Anders Graas hest”. Det er Mikkel, der overværer slagtningen, og det sker karakteristisk nok på et tidspunkt, hvor han har vendt sig bort fra kristendommen, givet sig hen til døden og fortabt sig i vellysten. Han har for en stund glemt sine høje idealer og befinder sig blandt den laveste af de lave, nemlig rakkeren. Først da åbner universet sig og viser sin mangfoldige rigdom. Thi – først den, der tør åbne sig og gribe øjeblikket, får adgang til det dybe perspektiv – og det er netop det, himmelstormerne er udelukket fra.

Igen ser vi, at det er sansningen, der åbner, og at det universelle får konkret fylde i den intense øjebliksvision. Mikkels sansninger udtrykker længslen efter at træde i forhold til jorden, ikke blot den nærværende, men Østerlandets, Egyptens, Eufrats, Orientens, Indiens farvemættede jord, og den fylde, han får adgang til, tjener til at dulme hans angst for tiden: menneskets og hans egen forgængelighed.

Føler man ikke straks trang til at gribe ud efter Johannes V. Jensens roman på bogreolen – for dér står den selvfølgelig – kan man vente til den udkommer på det Danske Sprog- og Litteraturselskab i form af en tekstkritisk udgave næste år.

KONGENS FALD I EN CITATMOSAIK

 

SLAGET I DITMARSKEN:

Og saa anden Akt — Slagtningen. Disse høje Hoveder blev slaaet ind med Bondeknipler under en storartet Iscenesættelse af Storm og Tøbrud, Sne og Regn fra Nordvest og Indvælten af det vilde Hav. Der løsnedes en halv Snes daarlige Kanoner, og Kuglerne braadede ind i det tykke Hærlegeme, Døden smaskede højt uopdragent med Kæberne i denne Fylde. De druknede, de blev traadt ned i Mudderet, og Ditmarskerne aabnede flittigt for alle de hidsige Blodstrømme. Væsken var ikke sen til at styrte ud i det fri. De gamle Soldater, der blev prikket Hul paa, forblødte ikke saa meget hastigt endda; men de unge frodige Fyre slog Blodet fra sig næsten i et eneste Plask. Dette var Stykkets Kynisme og Pointe.

SLAGTNINGEN AF ANDERS GRAAES HEST:

Rakkeren vred Anders Graas Hest om paa Ryggen og begyndte at aabne den. Blodet laa i en stor brun Pøl, der smeltede sig ned i Sneen, den blegrøde Fraade frøs snart til Is. For hvert Snit af Kniven vældede en Farve ud af den dampende Hestekrop, Kødet spillede i dejlige blaa og røde Farver. Og se Trævlerne blev ved at røre sig, fare sammen og skælve mod Frostluften, de overskaarne Muskler krympede sig som Orme i den svirpende Ild. Det lange Luftrør kom for en Dag, Kindtænderne laa synlige som fire Linjer mystiske Bogstaver. Der kom en fin lyserød Hinde frem, den var mønstret med mangfoldige blaa Aarer som et flodrigt Land set højt oppe fra. Da Brystet blev aabnet, var der ligesom en Hule; store hvidblaa Hinder hang ned, brunt og sort Blod kom ud af Smaahuller i de aarede Vægge, det gule Fedt stod fra Loft til Gulv i langelige og drivende Klaser. Leveren var mere brun end alt andet brunt i Verden, Milten kom tilsyne blaa og skimlet som Natten og Mælkevejen. Og der var mange flere skære Farver, blaa og grønne Indvolde, teglstensrøde og okkergule Dele.

Alle Østerlands frodige, raa Farver; gult som Ægyptens Sand, turkisblaat som Himlen over Evfrat og Tigris; alle Orientens og Indiens ublu Farver blomstrede ud midt i Sneen under Rakkerens skidne Kniv.

DEN DANSKE DØD:

Der fløj en tavs Fugl hurtigt forbi og videre ud i den svale Dæmring. Piletræet ved Brønden hældede sig stille med alle de milde, hvide Blade i den lyse Nat. En spæd, askehvid Mølsværmer flakkede i Natluften. Himlen var taaget af Stjærnelys. Axel lukkede sine Øjne.

Og han fløj i oprejst Stilling i den lyse Nat og dalede ombord paa Lykkens Skib. De sejlede paa Havet under Maanens og Stjærnernes Lys. Og da de havde sejlet let og længe, kom de til Lykkens Land. Det lave Land, der har den forunderlige Sommer. Du mærker med lukkede Øjne den søde Lugt af Jordens Grønsvær, Landet er blødt og grønt som en frisk Seng i Havet, Fødeseng, Dødsseng. Himlen hvælver sig med Forkærlighed over det, Skyerne staar stille over det, Bølgerne rækker ind og klapper den lyse Strand. To blaa Have bejler til Kysterne, hvor Sandet er fint, og hvor den magre Græsbund er pikket med lutter runde, brogede Sten. I Landet er en Fjord, der aldrig glemmes, dér staar Solens Støtter. Landets Kyster og Øer viser sig med vidunderlig Ynde i Havet. Fjordene synger, og Sundene er som Porte ind til Overflødighedens Land. Her er alting dybt farvet. Jorden er grøn, grøn, og Himlen mødes med Havet i blaa Stemning. Det er den store Sommers Land, Dødens Land.

LYKKENS SKIB:

Men agterude i det bratte Tømmerkastel, paa Dækket og under Dækket, i hver en Vraa og Rede venter Alverdens Kvinder; der er en af hver Slags fra Jordens tusinde Landskaber. Af hvide er der mange, fra de yngste unge med Drengeben og spirende Barm til de føre Fruer, hvis Knæ er ru af Gangen i Kjolen; fra de hvide Frøkner, som vasker sig tidligt og silde, til Bondedøtrene, der lugter som Mælk af Munden, og hvis haardføre, laadne Lemmer slaar som Knipler. Der er Piger af røget Lød med Øjnene fulde af dristig Uskyldighed, der er Kvinder med luerødt Haar og Fødder saa hvide som Sne, Negerprinsesser med rosenrøde Mundvige og Tigertænder i Krans rundt om de ranke, sodsorte Lænder. Arabiske Møer, slunkne og smidige som Leoparder; frodige Jomfruer fra de rige Gaarde i Polen, smaa blomsterstøvede Væsner fra det inderste Asien, og Kvinder, som ingen Evropæer saa, fra Øerne i Havet.

SYNET AF RYTTERHÆREN PÅ HIMLEN:

Skyen var sunken lavt ned, Tordenen lød drønende og meget fjærn, og Lynene havde ikke saa blændende en Kraft. Ildebrandene lyste op som grove røde Baal rundt om i Landet.

Mikkel vendte sig mod Syd, og her saa han en høj, sløret Sky, der stod op mod Himlen som en Mur. Dens øverste Kant lyste, og den var i sær indre Bevægelse, levende, gennemkrydset af fine Naalelyn — nu besloges den af et rødt Skær, som steg Ilden bagved . . . og pludselig gik der lydløst et Syn ud i det klare Himmelrum, en Rytter — Hesten sprang med alle fire fra sig og med Halen ligeud, Rytterens Fødder pegede i den frie Luft. Efter ham steg en bølgende Røg af Heste og Folk ud i Luften, tusind Lanser vendte sig alle paa engang, og nye Heste og Lanser sprudede lige i Vejret, gled ud paa de frie Baner og slyngede sig op og ned, sitrede uroligt ind over Himlen uden en eneste Lyd. De blev ved at komme med højtrejste Spær, svimmelhøjt oppe, lutter Hestfolk i Firspring, og de jog frem og fældede Lanserne, som Korn bøjer sig for Blæsten — de havde Hastværk, og der var vidt at ride. Som ved indre Pulsslag blegedes Hærene, blev glimtvis tydelige igen — og se nu straalede Myriader af Soldater ud paa Himlen, hvor de spredtes og tog til, vælige Knægte i udskaarne Klæder og med Hagebøssen paa Skuldren skrævede ud i den lyse Luft, Oberster i Harnisk red frem med Staven almægtigt støttet mod Hoften, Kanoner og Vogne fulde af Kugler kørte i Karriere, Tærninger fløj herreløst omkring, unge fede Kvinder vandrede opskørtet afsted . . . snusende Hunde, Marodører, Præster og Skyer af Ravne! Og atter Knægte i Possement og Fløjel, Fjer og opskaarne Sko, og alle med Næsen i Vejret. Unge Fanejunkere, glatte af Vækst som Ganymeder, bar deres Lokkehoveder i Skyen, magre Graaskæg stirrede ud, griske under Brynet som Gribbe. Toget drev ind under Stjærnerne . . . alle Lykkens Ryttere, alle de umættelige Stormere, og de forsvandt som en Dug i det bundløse Rum.

DØDEN:

Et Lys. Døden ser fremdeles Lys og gaar efter det. Han kommer ind i Striben og slæber sig længe over en frossen Pløjemark. Men da han er saa nær, at Huset kan skimtes, bliver han underlig varm. Det er nu nok endelig hjem han er kommen, jo her hører han til fra Begyndelsen af. Det har knebet for ham at finde Hjemmet. Men nu gudskelov. Han kommer ind, og et Par gamle enlige Folk tager imod ham. De ser ikke andet, end at det er en rejsende Haandværkssvend, der er udgaaet og syg. Han lægger sig straks paa Sengen uden et Ord, de kan vide, han er syg. Han ligger paa Ryggen — de gaar med Lyset i Stuen og snakker — han glemmer dem.

Han ligger længe vaagen og stille. Saa begynder han at klage, først sagte og afbrudt, som om han prøver sig frem, han græder men holder snart op igen.

Men han bliver ved at klage, højere, han jamrer med tørre Øjne. Han ligger i en Bue med Ryggen krummet, hviler kun paa Nakken og Hælene, han ser i dybeste Nød op mod Loftet og skriger, skriger som en Barselskvinde. Tilsidst falder han sammen og klager sig ikke saa haardt. Han tier omsider og ligger stille.

GROTTE:

Og nu skyder de Ryg, de vrede Jættepiger, og planter Benene dybt i Mulmet og svinger den rygende Kværnsten. De synger sammen, Fenja og Menja:

Vi maler dig Sol, Maane og Stjærner løbske om Jorden. Dagen og Natten skal veksle i Blink, hvidt og sort, og Himlen skal gaa som et Hjul. Vi maler dig Sommer og Vinter som Feber; Hede skal flyve paa dig og vige igen for Kulde.

Men tilsidst maler vi dig Vintertid. Vi træller i Aartusinder, men vi maler dig endelig Istid.

Nordlys over vore Hoveder! Vi maler dig milevid Is og Aaret fuldt af Nordenstorme og fygende Sne. Vi maler Haabet tyndt i dig, vi synger Regnestykker, hvor Kuldens Tal stiger. Vi maler dig evige Nætter, vi svinger Solen ud paa fjærne Veje. Vi maler hostende Isbjærge med knust Fjæld ned fra Norden og ud over alle rige Sletter, vi knuser Byerne under Bræen, vi grutter al Frugtbarhed.

Og vi forstener dit Hoved, vi hvirvler Øde ud, vi synger med frostkoldt Hjærte, til Kværnen springer.