Hvorfor tager medierne ikke ansvar, når Mette Bluhme Rieck bliver kaldt »smatso« på deres Facebook-sider?

Det er ikke nok, at medier opfordrer til at holde »en god tone« i deres kommentarspor på Facebook. De bliver nødt til at tage ansvar for, hvad der bliver skrevet under deres opslag og slette kommentarer, der ikke er konstruktive for den offentlige debat.

»Mette Bluhme Rieck er langt fra den eneste, der oplever hadefulde kommentarer på nettet, og det er ofte ubehageligt at læse Facebookopslags kommentarspor. Især som kvinde, der som bekendt har større sandsynlighed for hadefulde kommentarer online,« skriver Laura Skov. Mathias Svold

»Husk altid at bevare den gode tone på DRs platforme, tak.« Sådan står der på »Aftenshowets« Facebookside, ligesom den samme intetsigende vending bliver brugt i kommentarspor, når debatten bliver for voldsom. Alligevel er der under danske mediers kommentarspor på Facebook ofte sexistiske, racistiske eller andre former for grove kommentarer. Disse kommentarer bliver sjældent slettet, men får blot en opfordring til at undgå skældsord eller nedsættende sprog – hvilket er mediernes måde at fralægge sig ansvaret for, hvad der foregår på deres offentlige sider.

Det er ikke nok, at medier bare opfordrer til en god tone. For når de ikke sørger for, at den offentlige debat bliver modereret ordentligt, er der risiko for, at demokratiet kommer i fare.