I Folketingets åbningstale nævnte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) den udenlandske arbejdskraft, der kommer til Danmark og bidrager til samfundet, bl.a. med at betale skat. Desværre glemte statsministeren at sige et par rosende ord om de danskere, som tager til udlandet for at arbejde, men bevarer deres bopæl i Danmark. Det kan være søfolk, der arbejder for udenlandske rederier, håndværkere, læger, sygeplejersker eller specialister, som tager til Norge for at arbejde i fx sundhedsvæsenet eller olieindustrien. De er en slags en-mands eksportvirksomheder, hvor eksportartiklen er arbejdskraft. Når lønmodtageren har betalt udenlandsk skat af indtægterne, overføres nettoindtægten til Danmark til gavn for valutabalancen.
Man kan ikke være socialt sikret i fx Norge og sideløbende være medlem af en dansk a-kasse, så derfor falder man efter et stykke tid ud af efterlønsordningen, som man ikke kan genindtræde i, heller ikke ved efterbetaling af efterlønsbidrag.
De fleste regner nok med, at alle danske statsborgere, der bor i Danmark, optjener ret til folkepension, men sådan er det ikke. Selv om man med sin udenlandske indtægt har forsørget sin familie i Danmark, bliver folkepensionen reduceret i forhold til hvor mange år, man har optjent pensionsrettigheder i et andet land. Folkepensionen kan blive halveret af den grund.
Siden 2009 er pensionerne tillige blevet beskattet i Danmark. Kan det kaldes skattestop?
Men reduktionen af folkepensionen må vel blive opvejet af de optjente pensionsrettigheder i arbejdslandet? De ovennævnte søfolk, som fx har sejlet for svenske rederier, får pension fra Sverige, og oliearbejdere, der har arbejdet i Norge, får pension fra Norge. Udbetaling af sociale pensioner mellem de nordiske lande er reguleret i Den Nordiske Dobbeltbeskatningsoverenskomst (DBO), der frem til 2009 fastslog, at pensioner kun kunne beskattes i kildelandet. Pensionerne fra Sverige og Norge er således allerede beskattet, men nogle kan ikke få nok.
Daværende skatteminister Kristian Jensen (V) fremlagde i 2008 forslag til protokolændring til DBO, der ændrede »kan kun« til »kan«. Daværende skatteordfører for Venstre, nuværende skatteminister Karsten Lauritzen (V), talte varmt for lovforslaget. Der var ingen høringsfase og ingen overgangsordning for allerede optjente pensioner. Siden 2009 er pensionerne tillige blevet beskattet i Danmark. Kan det kaldes skattestop?

Flere henvendelser til skatteministeren har ikke givet anledning til at genoverveje den øgede skattebyrde, som blev påført pensionisterne i 2009.
Vigtigt princip
Når dansk folkepension overføres til en modtager bosat udenfor Danmark, er det et vigtigt princip for myndighederne, at pensionen beskattes i Danmark, da Danmark er kildelandet. Samme princip bruger vores nordiske naboer. At pensioner skal beskattes i kildelandet, når kildelandet er Danmark, men i bopælslandet, når bopælslandet er Danmark, kan virke dobbeltmoralsk, men beror på en bestemt præmis: Danmark har det højeste personlige skattetryk af alle. Hvis det danske skattetryk ikke er det højeste, er der ingen udligningsskat at opkræve. En paradoksal præmis at finde ved en skatteminister fra et parti, der har som mål gradvis at sænke skatter og afgifter!
Flittige og arbejdsomme danskere, der livet igennem har stræbt efter at være selvforsørgende og ikke ligge samfundet til last, bliver straffet skattemæssigt, når de skal til at nyde deres otium.
Ændringen af dobbeltbeskatningsoverenskomsten har en uheldig bivirkning: Den afholder pensionister fra vores nabolande fra at bosætte sig og nyde deres otium i Danmark, simpelthen fordi deres pension, der i forvejen er beskattet i kildelandet, efterfølgende bliver rundbarberet af dansk skat.
Venstres glemte valgløfte
Venstre er gået til valg på, at det skal være billigere at være dansker, men skatteministeren vil ikke ændre på beskatningen af de udenlandske pensioner. Glemt er de positive effekter for valutabalancen og aflastningen af de danske a-kasser. Glemt er Venstres ord om, at det skal kunne betale sig at løbe en risiko (som det er at søge arbejde i udlandet).

Det er måske til at leve med, at vi har mistet muligheden for efterløn, og at vi får reduceret vores danske folkepension. Men lad os i det mindste få vores udenlandske pensioner udbetalt under de betingelser, de blev optjent under, og som vores udenlandske kolleger får dem udbetalt efter.
Man står tilbage med det indtryk, at flittige og arbejdsomme danskere, der livet igennem har stræbt efter at være selvforsørgende og ikke ligge samfundet til last, bliver straffet skattemæssigt, når de skal til at nyde deres otium – blot fordi de har arbejdet i udlandet.
Hvis Venstre har tænkt sig at gå til valg på skattestop/lettelser, bedre forhold for pensionister og stimulering af eksporterhvervet, bør skatteministeren rydde denne sten af vejen. Der er forståelse at hente i andre dele af dansk politik.