Jeg tror, at alle socialministre, der sætter sig i stolen i Socialministeriet, har en intention om at skabe bedre vilkår for de mest udsatte i vores samfund. Alligevel viser alle undersøgelser, at vi, trods et utal af reformer og løsningsforslag, stadig ikke er blevet bedre til at bryde den negative sociale arv.

Denne kendsgerning skal ydermere ses i lyset af, at vi aldrig har brugt flere penge på socialområdet, end vi gør i dag. Pengene har med andre ord ikke medført, at vi er blevet bedre til hverken at opspore eller hjælpe børn, der vokser op i udsatte familier, med at finde fodfæste. Så hvad er det, vi gør forkert?