Valgkampen har budt på en politisk diskussion om, hvorvidt statens andel af Ørsteds havvindmølleforretning skal sælges for at bruge gevinsten til at investere i forceret indfasning af grøn energi.
Udgangspunktet er Ørsted af i dag, hvilket er noget ganske andet end DONG af i går. DONG havde elnet, gasnet og var den direkte leverandør til danske el- og gaskunder, men alt det er solgt fra i dag. Tilbage i den danske forretning er en håndfuld danske kraftværker og en global vindforretning. Og det er vindforretningen, som foreslås solgt, mens kraftværker foreslås fastholdt i dansk ejerskab.