Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvor svært er det egentlig at ændre vores klimavaner?

I 1990 var den politiske overbevisning i USA og Europa at grøn omstilling var lig med økonomisk vækst og etablering af flere arbejdspladser. Mon ikke at vi med tiden kan ændre og genetablere den holdning og genindføre den som vane?

»Donald Trump siger, at han ikke tror på klimaforandringer, mens hans virksomheder klimatilpasser sig. Dermed kan han betegnes som ligeglad eller kyniker,« skriver Jiesper S. Pedersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mandel Ngan / Ritzau Scanpix

Du har måske prøvet det. Når du stiger på en rulletrappe, så giver kroppen et lille ryk for at kompensere for den ændrede hastighed. Vi ænser det næsten ikke, men det er så indgroet, at vi laver det samme ryk, når vi står på en stillestående rulletrappe. Er disse indgroede vaner så nemme at ændre?

Mine observationer fra Det Kongelige Bibliotek, hvor rullebåndet lige nu står stille, viser, at det tager ca. tre dage at ændre den adfærd. Når politikerne foretager justeringer, kan det betyde, at det bliver nemmere for os som enkeltindivider at ændre vaner. Det handler f.eks om at gøre affaldssortering let og simpelt, få os til at købe mindre nyt, tænke på genbrug samt forbedre og elektrificere togtrafik i Danmark og på tværs af EU.

Men også at vi justerer og gentænker grundlaget for velfærd og økonomisk vækst. Både de politiske og vores egne beslutninger er essentielle.

Jiesper Tristan Fold sammen
Læs mere
Foto: Jiesper Tristan.

De sidste 30 år har verdens politikere kendt til klimaproblemerne, men den globale andel af grøn primær energi (19 pct.) er forblevet uændret, og energiforbruget og CO2-udledningen er begge steget 1,8 pct. årligt mellem 1990 og 2016. Hovedårsagen til den politiske passivitet er, at energiindustrien efter de første FN-klimarapporter i 1990 organiserede en modbevægelse og »remessaging«-kampagne, hvor de siden 1992 har fabrikeret parallelvidenskab og folkebevægelser i USA. Det har især rykket republikanske vælgere og sået tvivl om den etablerede videnskabs anbefalinger (ca. 99 pct. af global peer-reviewed forskning).

Fordi politikerne ikke handlede dengang, mærker vi i dag konsekvenserne og behovet for klimatilpasning (f.eks. diger mod oversvømmelser i Thyborøn og Roskilde, samt regnvandssystemer mod skybrud i København).

De seneste demokratiske valg antyder, at EUs befolkninger har indset, at vi har en udfordring, mens de mest konservative, som f.eks. Dansk Folkeparti og forretningsfolk som Lars Seier Christensen, holder fast i olieindustriens budskab om, at grøn omstilling er dyr (og unødvendig). Det betyder, at de enten er ligeglade med fremtidens økonomiske fundament eller ikke har sat sig ind i biologiske og klimavidenskabelige resultater.

Donald Trump siger, at han ikke tror på klimaforandringer, mens hans virksomheder klimatilpasser sig (f.eks. hæver højden på golfanlæg ved Skotlands kyst). Dermed kan han betegnes som ligeglad eller kyniker. I 1990 var den politiske overbevisning i USA og Europa, at grøn omstilling var lig med økonomisk vækst og etablering af flere arbejdspladser. Mon ikke vi med tiden kan ændre og genetablere den holdning og genindføre den som vane?

Ved politiske beslutninger om at sætte en afgift på CO2 og metan justerer vi rulletrappen og dermed også investeringsbeslutninger og vaner hos borgere og virksomheder. Det tager lidt tid, men når vi tænker os om, før vi køber, og undgår unødvendigt energibrug (f.eks. håndtørrere på offentlige toiletter), tager vi også som almindelige mennesker ansvar.