Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvor er solidariteten med den næste generation, røde partier?

Skal vi reelt være solidariske med de næste generationer, er vi nødt til at fokusere lidt mere på, hvordan vi holder hjulene i gang i samfundet. Og de røde partier må behovsudsætte for fremtidens skyld.

»Jeg håber meget, at Mette Frederiksen vil bruge 2020 til at lade skumfidusen ligge og i stedet vente på, at hun kan få to. At hun vil prioritere langsigtet,« skriver Linea Søgaard-Lidell. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

Børn med lav selvkontrol klarer sig dårligere i skolen.

De får flere problemer, når de vokser op.

Det er konklusionen fra en berømt undersøgelse, den såkaldte »skumfidus-test«. Her gav forskere børn et valg. Vil du spise din skumfidus nu? Eller vil du vente – og til gengæld få en skumfidus mere. Forsøget viste en markant forskel på de børn, der reagerede impulsivt, og de børn, der kunne vente.

Vil du have succes i livet? Så må du have selvkontrol. Du må være i stand til at udsætte dine behov. Tænke længere end her og nu.

Sådan er det også i vores politiske system. Hvis vi kan styre os selv og tænke langsigtet, giver det bedre resultater. Desværre er politikere snævert optaget af perioden frem til næste valg.

Linea Søgaard-Lidell Fold sammen
Læs mere

Men der er noget helt galt med systemet, når politikere kan nøjes med at være solidariske med dem, som skal vælge dem ved næste valg, i stedet for at være solidariske med fremtidige generationer. Det er især et problem i de røde partier, som er snævert optaget af at tilfredsstille behov her og nu.

Jeg kan sagtens forstå ønsket om at ansætte flere pædagoger, flere sygeplejersker, give folk tidligere pension osv. Men der kommer også en dag efter i morgen. Og hvis man puster de offentlige udgifter op, kommer der en regning.

Man kan selvfølgelig godt satse på, at andre kommer til at betale den. Naboen. Banken. De rige. Udenlandske multinationale selskaber. Men realiteten er, at man selv kommer til at hænge på problemerne – eller man kommer til at sende regningen videre til sine børn.

Og det har intet med solidaritet at gøre, selvom de røde partier ellers gladeligt sætter det mærkat på deres egen politik.

»Siden valgkampen sidste år har debatten kun handlet om, hvordan staten kortsigtet kan dele ud og dele ud.«


Det er ikke »børnenes finanslov«, hvis de samme børn skal vokse op og overtage en offentlig gæld eller et samfund uden vækst.

Jeg håber meget, at Mette Frederiksen vil bruge 2020 til at lade skumfidusen ligge og i stedet vente på, at hun kan få to. At hun vil prioritere langsigtet.

Siden valgkampen sidste år har debatten kun handlet om, hvordan staten kortsigtet kan dele ud og dele ud. Vi bliver nærmest trænet til at tænke, hvad vi selv får ud af politikerne her og nu. Selvom vi i vores egen dagligdag heldigvis tænker mere langsigtet. Vi ved, at pengene skal tjenes – på et eller andet tidspunkt – hvis vi ønsker at forbruge.

Så skal vi reelt være solidariske med de næste generationer, er vi nødt til at fokusere lidt mere på, hvordan vi holder hjulene i gang i samfundet. Her i starten af 20erne kan vi ikke tage for givet, at der altid vil være automatisk velstand i vores hjørne af verden. Den vestlige økonomiske dominans er ikke naturgiven.

Derfor gør vi klogt i at udskyde vores lange ønskeliste en smule og prioritere langsigtet. Det er nemlig nu, vi skal sørge for at skabe et samfund i vækst, så også de næste generationer kan betale den velfærd, vi ønsker os. Det vil være solidarisk.