Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvis vi skal være tolerante over for de intolerante, tager vi livet af demokratiet

De nye generationer af højrepopulister i Danmark adskiller sig fra deres kolleger ude i Europa ved, at de ikke kan tåle at få igen med samme mønt. Det må vi ikke lade os stoppe af.

paludan
Rasmus Paludan burde hedde Mimose til mellemnavn. Han slipper den indre svinehund løs under politibeskyttelse, men anlægger sag mod dem, der giver ham igen med samme mønt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Valg i Danmark, og luften er tyk af overbud, valgflæsk og luftkasteller i landet med forårsgrønne lunde, hvor bøgen spejler sin top i bølgen blå, og hvor vælgerne er nogle af verdens lykkeligste mennesker. Alt er, som det plejer at være, når der er valgkamp. Men alligevel ikke helt.

For ude fra det højreradikale overdrev løfter sig nogle stemmer, man ikke tidligere har hørt så skingert. Nærmest i falset. Det har været i anmarch i nogen tid ansporet af de højrepopulistiske tendenser i Europa, men er først nu slået igennem i dansk politik. Nu kan vi opleve de højreradikale spillere i fri dressur og studere dem på nærmeste hold.

Samuel Rachlin. Fold sammen
Læs mere
Foto: Samuel Rachlin SH.

Men de nyeste årgange af danske højreradikale populister skiller sig ud i forhold til deres europæiske åndsfæller. De er hårdere i filten og bruger en retorik, der overgår, hvad en Matteo Salvini i Italien, en Viktor Orban i Ungarn eller en Marine Le Pen i Frankrig har præsteret. Alligevel er de danske højrepopulister nogle slapsvanse. Ingen nævnt ingen glemt. De tåler ikke at få igen med samme mønt.

En af dem var ved at få et nervøst sammenbrud, da en chefredaktør hængte ham ud som nazist for sine raceteorier, for at ville smide muslimerne ud af landet og for at brænde baconindpakkede koraner af. Han har fået nok af danske øllebrødspolitikere og slipper den indre svinehund løs for at vise, at han kan gøre det, fordi vores demokrati og ytringsfrihed giver ham mulighed for det. Under politibeskyttelse. Nu truer han med at sagsøge den formastelige chefredaktør, selv om han senere kaldte Mimi Jakobsen for et nazisvin for åbne TV-kameraer. Rasmus Paludan burde hedde Mimose til mellemnavn.

Værsgo at spise øllebrød til

Salvini og de andre europæiske højreradikale nationalister bliver ofte udsat for hård medfart, men giver råt for usødet – ikke i retten, men på de sociale medier eller til folkemøder. De bruger angreb og krænkelser som et adelsmærke og til at pudse deres egen glorie. De står ved deres uhyrligheder og prøver at overgå dem, der angriber dem. Så Rasmus Mimose Paludan skal mande sig op, hvis han vil være med på det hold. Han må have hørt om det 11. bud, som er indført i Danmark: Alle må finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Værsgo at spise øllebrød til.

Flere eksperter, historikere og mediepersonligheder er rykket ud for at fordømme brugen af »nazist« om Paludan. De siger, det er i strid med definitionen af ordet og begrebet. Hold nu op. Det er bizart, for det er jo ikke semantik eller videnskabelige definitioner, det drejer sig om her, men den generiske brug af ordet. Og det er helt berettiget at bruge det ord generisk om en person med den retorik og den adfærd, Paludan har udvist som etnonationalist med afstamningskriterier. Alt andet er ordkløveri og spidsfindigheder.

»Hvis demokratiet betyder tolerance for de intolerante, er det ikke kun et dilemma. Så er man i gang man at tage livet af demokratiet.«


Man er nødt til at sige fra, når folk af den støbning tager et totalopgør med grundlæggende danske værdier om frihed, tolerance og respekt for mindretallet. Et muslimfrit Danmark? Eller en muslimfri verden, som Paludan har sagt på TV. Er der nogen hjemme her? Hvis det er den nye norm for danskhed, hvor er Grundtvig så blevet af? Hvad med frihed for Loke såvel som for Thor? Hvis demokratiet betyder tolerance for de intolerante, er det ikke kun et dilemma. Så er man i gang man at tage livet af demokratiet.

I starten af valgkampen var der politikere, der fremførte, at ingen mandater er bedre end andre. De ville ikke udelukke at samarbejde med Stram Kurs. De politikere fik besked på at stramme ballerne og parkere de overvejelser. Partilederne forstod, at man kunne finde på at kalde det for kollaboratørpolitik 2.0.

Medierne og partierne burde kunne gennemskue Paludans og andre højreradikales populisme og lade være med at give dem, den eksponering, der er fuldstændig afgørende for deres overlevelse. I stedet for skulle man fokusere mere på, at de seneste trends  i Europa peger i retning mod en stabilisering af centrum-venstre-kræfterne og endda markant fremgang, som det var tilfældet for det spanske socialdemokrati. Også i Finland og Sverige lykkedes det socialdemokraterne at holde fast, ganske vist på et hængende hår. Det kunne måske virke som et vendepunkt. Måske også i Danmark.

Billedet er heller ikke entydigt for højrenationalisternes succes ved Europa-Parlamentsvalget, hvor Matteo Salvinis Lega ganske vist står til en markant fremgang, men det ser betydeligt mere grumset ud for nogle af de andre højrepopulistiske partier. Flere meningsmålinger viser, at de står enten i stampe eller kun til en beskeden fremgang. Det ligner ikke den triumf, de højreradikale har lagt op til. Til gengæld har de skruet op for retorikken og nationalismen. Viktor Orban har for flere år siden lanceret begrebet illiberalt demokrati, men det slår ikke til længere, og nu taler italienske populister om autoritært demokrati. Det er ikke kun verbal optrapning. Næste trin er totalitært demokrati. Det er ikke så svært at regne ud, hvad det går ud på.