Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Hvis Danmark fortsat skal have indflydelse ude i verden, koster det altså penge

Med to valg i 2019 er der i år en enestående chance for at gøre den udenrigspolitiske debat til et centralt emne i valgkampen. Og at stoppe nedskæringen af Udenrigstjenesten er et godt sted at begynde.

Det er en virkelig dårlig idé, at sætte Udenrigsministeriet på skrump og beskære det diplomatiske korps, mens vores nabolande skruer voldsomt op. Her ses Udenrigsministeriets bygning på Asiatisk Plads. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Danmark kan ikke klare sig alene i den store vide verden. Det var kernen i Lars Løkke Rasmussens nytårstale i denne uge. Han har fuldstændig ret. Og det er derfor bekymrende, at statsministeren, sammen med sin regering, år efter år efter år ikke har valgt at gøre noget som helst ved det.

Danmarks indflydelse i verden falder. Ikke blot fordi de store spillere som Rusland og Kina begynder at fylde mere, men særligt fordi de multilaterale fora som FN, WTO og EU udhules.

Lukas A. Lausen Fold sammen
Læs mere

Danmark er tjent med, at verden regeres i fællesskab og samklang – gennem organisationer og institutioner, der i fællesskab træffer de valg, der vedrører os alle. De store lande bestemmer meget, men vi bestemmer også lidt. Sammen med ligesindede har Danmark igen og igen påvist, at vi kan skabe alliancer, der støtter vores måde at gøre tingene på.

Når vi samtidig har sat Udenrigsministeriet på skrump og beskåret det diplomatiske korps, mens vores nabolande skruer voldsomt op, opstår en farlig cocktail: først bliver verden mere og mere kompleks, hvilket betyder at interessevaretagelsen kræver mere og mere arbejde, og det besvarer vi så med at skære i dem, der kan udføre det arbejde.

At dét ikke gavner vores indflydelse i verden, kan ikke overses.

Klima-, demokrati- og handelskrisen er de tre største udfordringer for 2019. De kan kun løses i fællesskab, fordi de er skabt i fællesskab.

Det er derfor rart at se statsministeren italesætte Danmarks internationale engagement, og gøre udenrigspolitikken til et centralt emne for regeringen. De store lande gør det hele tiden, og fordi vi er så afhængige af de andre, burde mindre lande gøre det i endnu højere grad.

Danmark har meget at vinde – og meget at tabe – i kampen mod de tre kriser. Der er grønne arbejdspladser og en sikrere klode for kommende genrationer. Der er selve det grundlæggende princip, at vi borgere kan bestemme vores politiske fremtid. Og enorme tab for danske arbejdspladser, velstand og velfærd.

Samtidig daler Danmarks indflydelse ude i den store verden. Derfor skal de flotte ord om mere Danmark i verden følges op med handling.

Først må vi opprioritere vores EU-engagement. Danmark har i dag en af de mindste repræsentationer ved EU, og samtidig har de seneste år været præget af stort fravær blandt danske ministre ved rådsmøderne. EU er allerede vores bedste måde at få indflydelse på verden, da vi herigennem sidder med om bordet ved G20-møderne, og i næsten alle internationale fora.

Og vi skal stoppe den konstante beskæring af Udenrigsministeriet. Kun med et levedygtigt, veludrustet og større diplomatisk korps kan vi forstå verden omkring os og udvikle de svar, der skal til. Vi har brug for diplomatiske »boots on the ground« i de vigtigste lande. Dem, der betyder meget i dag, og dem, der kommer til at gøre det i fremtiden.

Med to valg i 2019 er der i år en enestående chance for at gøre den udenrigspolitiske debat til et centralt emne i valgkampen. Vil statsministeren gøre alvor af sine ord, skal der lyde en åben invitation til Prins Jørgens Gård: i Det Udenrigspolitiske Selskab hjælper vi gerne med at sparke yderligere gang i debatten.