Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Hvem tør kaste et barn ud over kanten for at redde de andre børn?

Min syge dreng er to år gammel, og døden kommer lige om lidt. Jeg kan se, at danske læger kalder på en politisk prioritering. Vi har ikke råd til det hele, siger de til politikerne. I må fortælle os, hvad vi skal prioritere. Og lægerne har ret.

fugleunge
Klaus Søndermølle Petersen, der er far til et alvorligt sygt barn: »Vi er ikke fugle. Vi smider ikke de syge unger ud af reden, for at de raske får større chance for at leve. Vi giver alle en lige chance.« Fold sammen
Læs mere

Da jeg var barn, fandt jeg en fugleunge under et træ. Jeg cyklede hjem og hentede en skotøjsæske, cyklede tilbage, lagde ungen op i den, cyklede hjem med den og viste den til min far. »Fugle gør sådan med deres syge unger, for at de andre unger har større chance for at overleve,« fortalte min far. Ungen havde en lille byld på halsen. Men den så derudover ikke syg ud. Så jeg tog den til mig og plejede og passede den. Og det lykkedes mig hurtigt at få den til at spise og drikke. Men pludselig en morgen efter et par uger, var den død. Sikke et barsk liv, tænkte jeg.

Små 20 år efter fik jeg en dreng. Drengen er syg, sagde lægerne. Og lægerne gjorde alt for at redde det lille barn. Han fik scanninger. Han fik talrige medicinske behandlinger. Han fik alt, hvad der kunne gives mod hans sygdom, Menkes. For vi er ikke fugle. Vi smider ikke de syge unger ud af reden, for at de raske får større chance for at leve. Vi giver alle en lige chance.

Den lille dreng er over to år nu, og døden er lige om lidt. Han er lam. Han er næsten blind. Han kan ikke tale. Han kan ikke spise almindelig mad. Han har flere hundrede ticks og anfald om dagen. Og han skriger af smerte næsten hver dag. Og vi hjælper ham hver dag med ikke at blive kvalt. Og mindst hundrede gange har vi måttet redde den lille dreng, mens kroppen har kæmpet i smerter.

Nu kalder lægerne på en politisk prioritering. Vi har ikke råd til det hele, siger de. Vi bliver nødt til at prioritere. Men politikerne tøver med at prioritere, og det forstår jeg godt. Hvem kan beslutte, om et liv er værd at redde eller ej?  Hvem kan stille sig op som Gud og prioritere det ene liv frem for det andet? Hvem tør kaste et barn ud over kanten for at redde de andre børn?

Vores samfunds fundament er en grundtro på, at alle liv er lige meget værd. Det er en tro, der gør det muligt for selv den mindste at drømme om det største. Og det er en tro indplantet i vores samfund, der giver selv det svageste menneske en mulighed for at blive den stærkeste.

Vi har gennem generationer opbygget et smukt samfund, hvor vi prøver at hjælpe alle med alle problemer. Men vi har ikke råd til det hele. Vores ressourcer er ikke uendelige. I må fortælle os, hvad vi skal prioritere, siger lægerne. Og lægerne har ret.

Klaus Søndermølle Petersen Fold sammen
Læs mere

Herhjemme prioriterer vi det fra, som ikke giver nogen livsværdi. Vores søn bliver løbende indkaldt til øjenlæge. Vi siger nej og kører ikke til øjenlæge for at få bekræftet, at han stadig ikke kan se noget. Lægerne vil løbende gerne have taget blodprøver. Vi siger nej til nye blodprøver, der blot konstaterer, at han stadig er døende. Og vi har fået hospitalsudstyr med hjem, så vi selv kan hjælpe ham. Og vi hjælper ham dagligt med slanger og instrumenter og sparer samfundet for tusinder af kroner.

Jeg synes, at vi har en pligt til at undvære, hvor vi kan undvære. Men selv om vi alle prioriterede ind til benet, vil det aldrig blive nok, fordi vi sundhedsmæssigt kan gøre mere, end vi har ressourcer til. Og gabet mellem det, vi kan, og vores ressourcer bliver kun større og større.

Jeg synes godt, at man kunne sige for børn med min søns sygdom, at man ikke kan tilbyde livsforlængende medicin, hvis det til gengæld kan redde et kræftsygt barn fra at dø. Jeg ville til gengæld ikke ofre mit barn for 200 lægebesøg mod snue.

Vi bliver nødt til at prioritere, også selv om det er barsk, for ikke at miste muligheden for at gøre det, der er rigtigt. Vi lever jo allerede med barske prioriteringer. Vi tænker bare ikke over dem. Havde vi gjort det, havde meget nok set anderledes ud.

Der er ældre mennesker, som ikke kommer i bad hver uge, fordi man hellere vil have en ny svømmehal. Der er børn, som sidder i gamle skoler, fordi man hellere vil have nye motorveje. Vi prioriterer hele tiden. Og vi tillader prioriteringer, flertallet af os aldrig ville godkende, hvis vi stillede dem op mod hinanden.

Presset på vores ressourcer gør, at vi mere og mere bliver nødt til at se på vores prioriteringer og stille dem op over for hinanden. Også dem, vi ikke har lyst til. Og lad os droppe ynken lidt og huske på, at vi lever i et land, der har råd til at prioritere noget, de fleste andre lande kun kan drømme om.