København skal ikke være en soveby. Sådan har argumentet lydt den seneste tid i debatten om, hvorvidt det er en god idé at forbyde udeservering efter klokken 22 i hverdagene i størstedelen af København. Det bliver gjort af hensyn til naboerne, men har alligevel fået sindene i kog hos en del, der brokker sig over småborgerlighed og plæderer for, at larm er en del af livet i byen.
Og jeg forstår også godt, at det er hyggeligt at kunne få en drink udenfor på en sen sommeraften. Men hvad med dem, der bor der? Og hvor langt væk fra centrum skal man, hvis man gerne vil kunne sove før midnat på en hverdag?