[caption id="attachment_16" align="alignnone" width="1920"] Huset her tog 17 dage at printe, to dage at samle. Det ligger på en prominent plads i Dubai, hvor landets styre har udsigt til huset. Faktisk er huset det første skridt mod den strategi landets leder sheik Mohammed bin Rashid Al Maktoum har lagt, nemlig at 25 pct. af alle Dubais nybyggerier skal være 3D printede i 2030. Foto: Dubai Future Foundation[/caption]

Hvad tænker du, hvis jeg siger, at dit næste hus kan komme fra en printer? Ikke et hus af pap eller papir, men et rigtigt hus af beton, printet i 3D. Lyder det mærkeligt? Måske tillokkende? Usandsynligt?

Tja. Huset står der. Det har det gjort siden 2016. Huset her tog 17 dage at printe, to dage at samle. Det står på en prominent plads midt i Dubai, foran et par høje bygninger, der huser det selv samme styre, der har tilladt opførelsen af bygningen. For godt nok ligger Dubai i Mellemøsten, og godt nok er det et sheik-styre, der ligger langt fra vores repræsentative demokrati, men heller ikke i ørkenstaten er det umiddelbart lovligt at printe et hus og bare smide det på en given plads. Derfor er der givet en særlig tilladelse, og det er faktisk netop tilladelsen - den politiske goodwill -  jeg hæfter mig ved. Ville det være muligt at gøre det samme i Danmark? Formentlig ikke.

I de seneste år har vi set en række eksempler på, at udviklingen, den digitale og teknologiske, tager en fart, der efterlader vores politiske system på hælene med åben mund og armene slapt ned langs siden, fordi det ikke er noget, nogen kunne have forudset.Tænk på hvordan Uber i flere år eksisterede i et lovgivningsmæssigt limbo inden Folketinget fandt et ståsted over for den type dele- eller taxatjenester. Eller hvordan AirBnB har udfordret vores skattesystem og håndtering af fremlejeregler.

Det eneste, vi kan forudse, er at nye digitale forretningsmodeller snart vil udfordre os igen. Og igen. Så hvordan gearer vi det lovgivningsmæssige system her i landet til at håndtere fremtidens - ja eller bare nutidens - digitale løsninger? Og er det på tide, at vi giver plads til lidt mere vildskab i dansk erhvervsliv?

Før vi atter står i en tåget offentlig debat om tjenester i tråd med AirBnB eller Uber eller om hvad vi stiller op med blockchain eller bitcoin investeringer, som kun få begriber, skal vi måske blive bedre til at handle intelligent over for det, der er “præ-lovligt”. Formentlig er der ikke en lovgivning i verden, der i detaljer har koncentreret sig om, hvordan man skal forholde sig til 3D-printede bygninger.

En af mine gode amerikanske kolleger har stået i spidsen for projektet med det 3D printede hus. Han fortæller, at processen med at få tilladelse til at printe huset, var omfattende. Også i Dubai har man regulativer, der egentlig tilsiger, at et printet hus ikke er lovligt som sådan. Men er det U-lovligt? Formentlig ikke. Formentlig er der ikke en lovgivning i verden, der i detaljer har koncentreret sig om, hvordan man skal forholde sig til 3D-printede bygninger. Endnu. Ligesom der heller ikke findes grundig lovgivning om kunstig intelligens eller digitale mønter. Det er dét, jeg kalder det “præ-lovlige”; det er ikke lovligt, det er ikke ulovligt, og vi er ikke i stand til at skabe en tilstrækkelig lovgivning omkring det på nuværende tidspunkt, så hvad gør vi?

Svaret i Dubai er simpelt: Vi prøver det af - vi kaster os ud i det. Det kan lyde lidt cowboy-vildt, og faktisk er huset på billedet bare det første skridt mod styrets strategi, nemlig at 25 pct. af alle Dubais nybyggerier i 2030 skal komme fra en 3D printer. Danmark er ikke Dubai - og man kan sætte et stort punktum efter det udsagn. Men kunne vi ikke alligevel lære noget her?

Fremtiden er nu. Det hele kan lade sig gøre, de teknologiske muligheder ligger for vores fødder. Når vi står og ser ud over det her udvidede instrumentbræt, hvordan sikrer vi så, at vi hverken låser hænderne på ryggen af frygt for at gøre noget forkert eller trykker på det hele i et væk og dermed skader det vi har? Vi prøver ting af. Set med designbriller handler det om at vinde innovation og ny udvikling ved at kaste sig ud i det, også før det er tygget helt igennem - det er den bevægelsesfrihed i det præ-lovlige, som vi skal sikre os.

Vi skal naturligvis tøjle risici ved at starte med forsøg i lille skala. Men vi skal også turde være mere ambitiøse om stor skala på længere sigt: Ét printet hus i 2016 - 25 pct. af alle nybyggede huse om 12 år.

Så for at slutte, hvor jeg begyndte: Skal vi skabe plads til mere (kontrolleret) vildskab i dansk erhvervsliv? Svaret må blive et rungende “ja”.