Morten Messerschmidt har givet et svar til chefredaktør Tom Jensen om en eventuel forbrødring mellem Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Jeg er fuldstændig enig med Messerschmidt. Det kommer aldrig til at ske.

De to partier er så ganske hinandens antiteser. Men her slutter enigheden så også. For et ægte borgerligt liberalt Danmark kan godt regeres med Radikale Venstres støtte. Vi er sådan set ligeglade med, om en kat er sort eller hvid, blot den kan fange mus. Men uagtet Mortens besværgelser om det modsatte, så er realiteten, at Dansk Folkepartis værdipolitik og forståelse af lutheransk kristendom netop ligner den, der praktiseres i det katolske Polen og Ungarn, hvor religionen bruges til politisk at undertrykke dem, der ikke lever efter den rette katekismus.