Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvad de sagde om det arabiske forår

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det sker alt for sjældent, at eksperter holdes fast på det, de siger. Lad os her året efter det såkaldte arabiske forår prøve at genopfriske den revolutionsromantik, som adskillige eksperter og politikere gav udtryk for dengang. For man kan vist roligt sige, at det slet, slet ikke gået, som mange troede og håbede.

Men alligevel snakker man bare videre, og de eksperter, der tog fejl, inviteres stadig til at give deres uforgribelige mening til kende. Godt nok anerkender man, at islamismen har opnået overvældende sejre, men nu er f.eks. det Muslimske Broderskab pludselig ”moderate”. Det er en måde at omtolke begivenhederne på, så verdensbilledet ikke forstyrres: Den arabiske verden er stadig på vej mod liberalt demokrati. De, der var mere skeptiske over for de arabiske politikere, havde dog en vis tiltro til militæret dengang. Også den tro kan de næppe have i dag.

Man kan tage fejl, selvfølgelig kan man det. Men problemet er, at debatten er og var gennemsyret af idealisme, og idealisme er en skidt ting, for det leder til forkerte beslutninger: F.eks. om at intervenere eller hælde millioner af kroner på såkaldte demokratiorganer, som Karen Jespersen har skrevet om.

Jeg har selv argumenteret for, at kulturen bestemmer hvilken styreform, et land får (og derfor skal vi ikke være overraskede over islamisternes valgsejre). Det skal naturligvis ikke forstås sådan, at der ikke findes lommer af sekulære, måske endda vestligt orienterede liberale individer i muslimske lande.

Nej, det skal forstås sådan, at kulturen udgør en slags ”path dependence”. Dvs. kulturen afgør, hvilke muligheder der er tilgængelige og hvilke veje, man som et helt samfund kan gå. Kulturen fastlægger institutioner og adfærdsmønstre for at lede mennesker ad den vej, som er den rette i et bestemt samfund, som Samuel Huntington har skrevet.

Huntington har været en af mine inspirationskilder i en række blogs og avisartikler om emnet. Og for det måtte jeg høre meget af både læsere og andre kommentatorer. JP-bloggeren Claus Elholm skrev således i april:

”Med udviklingen i Mellemøsten og Nordafrika i de seneste måneder står det dog absolut klart, at Huntington tog fejl […] Kasper Støvring og andre af de danske Huntington-kloner har kastet sig ud i virkelighedsfornægtelse […] i årevis har de med Huntington som ideologisk ballast forsøgt at pådutte os, at religion i den muslimske civilisation trumfer alt andet […] befolkningerne i den [muslimske] del af verden adskiller sig [ikke] stort fra os andre, når det kommer til behovet for frihed og demokrati.”

Imens vi funderer over, hvem der er virkelighedsfornægter, kan vi lyste os med nogle flere eksempler på, hvad eksperter faktisk sagde i forbindelse med det arabiske forår (sjovt nok er der ikke mange, der har gravet i kilderne, om end der findes undtagelser).

Jeg har genset nogle udsendelser og læst op på nogle artikler, og det følgende er bare et beskedent udpluk (og, ja, man er naturligvis mere end velkommen til at byde ind med flere eksempler):

På højeste niveau drog man sammenligninger med revolutionerne i Østeuropa i 1989, hvor man nærmest fra den ene dag til den anden kunne gå fra diktatur til demokrati. Således professor i statskundskab Ole Wæver i Kristeligt Dagblad den 19. marts.

Islamforskeren Michael Irving Jensen er dog i en klasse for sig. I DRs P1 Debat med Lars Hedegaard den 23. februar, der mærkelig nok ikke er tilgængelig længere på DRs hjemmeside (kan dog ses her) kunne Irving som sædvanligt ikke holde begejstringen nede. Hedegaard var som egenskab af formand for Trykkefrihedsselskabet i øvrigt inviteret, fordi det forekom uforståeligt, at selskabet ikke lovpriste den arabiske opstand.

Irving var overbevist om, at revolutionen markerede en ny begyndelse for vores syn på arabere og muslimer. Den arabiske verden var nemlig ikke domineret af islam, og selve revolutionerne var dybt præget af en frihedslængsel mod demokrati. Det Muslimske Broderskab ville ikke tage magten, sagde Irving, for det sagde Broderskabet selv – dengang. Ikke mindst er den skepsis, som vesterlændinge måtte have, fuldkommen forfejlet, ifølge Irving. Der er nemlig ingen problemer med at forene islam og demokrati.

Irving lod forstå, at der var et bredt folkeligt oprør mod undertrykkerne, og derfor havde vi i Vesten nærmest en pligt til at udtrykke begejstring for Foråret. Muslimer kæmper nemlig for nogle af de samme idealer som os i Vesten.

I DRs Debatten den 24. februar var der hidkaldt både politikere og kommentatorer. Weekendavisens Martin Krasnik så ikke for godt ud. Han virkede tydeligvis helt ungdommeligt beruset af revolutionerne. NU kommer demokratiet til den arabiske verden, der er folkelig opstand, og Vesten har optrådt dybt hyklerisk, fordi vi har støttet diktatorer. Men det holder ikke og har aldrig holdt, for de har undertrykt menneskerettighederne og det folk, der nu vil blomstre som ægte demokrater.

Venstres Søren Pind, der som liberal tror på fremskridtstanken, deltog også. Araberne er nu klar til frihed, forsikrede den tidligere frihedsminister, og vi skal næppe frygte et islamisk tilbagefald. En proces er i gang, og det er til det bedre, måtte vi forstå.

Mogens Lykketoft var dog endnu værre. I Vesten lider vi af neuroser, fordi vi tror, at arabere hylder islamismen. ”Det er ikke de skæggede gutter”, der går på gaden, sagde Lykketoft, det er jo de unge med deres Facebook-profiler. Lykketoft syntes ikke at vide, at netop islamister i stor stil benytter de nye medier, og at han gjorde sig skyldig i at projicere sine egne længsler og ideer over på araberne, syntes ikke at anfægte ham. Han var fuldstændig overbevist om, at muslimerne ønskede demokrati (som i Vesten, underforstået).

Også SFs Trine Pertou Mach mente, at vi var vidner til en verdenshistorisk begivenhed, fordi de arabiske befolkninger nu kræver demokrati. Vi troede, at muslimer ikke ønskede demokrati, forkyndte Mach, der kunne forsikre, at hun vidste meget om, hvad der foregår i arabiske verden.

Den eneste fornuftige stemme tilhørte DFs Morten Messerschmidt, der advarede mod, at en masse goder kunne sættes over styr: beskyttelsen af det kristne mindretal, frihed i forhold til turisme og dele af uddannelsessystemet, fredsaftalen med Israel. Sjovt nok var det især Iran og Al Qaeda, der kunne hylde revolutionerne. Men Messerschmidts klare tale blev straks afvist. Som Krasnik sagde: Det er det samme gamle snak, som vi også hører fra diktatorerne: hvis de ikke styrer folket, kommer islamisterne til magten. Men det gør de næppe – ifølge Krasnik…

I DR2s Deadline-temaserie om det arabiske forår kunne man høre toppolitikere fra Tony Blair – der troede, at de demokratiske kræfter ville vinde – til daværende udenrigsminister Lene Espersen, der var overbevist om, at frihed og demokrati ville komme til det Libyen, det land, der i dag trues af borgerkrig, og hvis overgangsråd vil indføre sharia.

Politikerne blev bakket op af forskere som Rikke Hostrup Haugbølle, der mente, at islamisterne ikke havde nogen appel, fordi de ikke er unge, at vi i Vesten til gengæld dyrker frygten for islamismen i alt for stor stil. Også Irving Jensen var med i denne sammenhæng, og lad os slutte med hans guldkorn: Det Muslimske Broderskab vil slet ikke have magten.

Det udsagn kan man jo så sammenligne med valget for nylig, hvor diverse grupperinger af islamister fik over to tredjedele af pladserne i det egyptiske parlament.

Ja, hvad de dog sagde.