HK: Fundamentet skrider under den danske model

Det politiske Danmark bør stoppe forringelserne af dagpengene og i stedet sætte en regulering af dagpengene i værk, som giver ledige en relativ stigning, der modsvarer løn- og prisudviklingen.

»Jeg frygter, at vi ikke længere vil kunne opretholde et system, hvor langt de fleste lønmodtagere forsat vil betale for at være medlem af en a-kasse, hvis ikke dagpengesatsen bliver hævet,« skriver Christian Grønnemark. Emil Helms / Ritzau Scanpix

Arbejdsløse får i dag dækket mindre end halvdelen af deres løn gennem dagpengene fra a-kassen. Dagpengenes kompensationsgrad er over de seneste år blevet kraftigt udhulet og har slet ikke har fulgt med priser og lønninger i samfundet. Og det er vel at mærke en forringelse af dagpengene, som er planlagt til at forsætte med uformindsket styrke i årene, der kommer.

Jeg frygter, at vi ikke længere vil kunne opretholde et system, hvor langt de fleste lønmodtagere forsat vil betale for at være medlem af en a-kasse, hvis ikke dagpengesatsen bliver hævet. Hvis forsikringsgraden falder, er det en alvorlig trussel mod flexicurity-modellen. Det kan underminere det danske velfærdssamfund, hvis det økonomiske tæppe rives væk under folk, der i en periode står uden job.