Hjælp. Mine venner er blevet trumpister!

Mens europæerne atter hylder det amerikanske demokrati efter Bidens valgsejr, ser det noget mere skræmmende ud fra Los Angeles. Virkeligheden er blevet science-fiction her i Hollywood. Er dette kun starten på trumpismen og ikke enden?

Valget blev stjålet, Trump er den rigtige vinder, covid-dødstal er forfalskede. Og Fox News er nu styret af onde liberale, fordi de har opråbt Biden som vinder.

Jeg var blevet advaret. Forleden var jeg inviteret til en middag i Los Angeles i USA, og værten - min bedste ven gennem otte år - sagde »Bare så du lige er forberedt. De er alle republikanere. Og de er trætte af Demokraterne.«