Det virker som den omvendte verden, når borgerlige politikere i forbindelse med erstatning til minkbranchen, gør sig til talsmænd/kvinder for, at der nærmest ingen grænse skal være for, hvor meget de her mennesker skal have udbetalt.
Fra den side plejer mantraet ellers at være »hvor skal finansieringen komme fra?« Men princippet om konsekvent at stille det spørgsmål, når der skal bruges offentlige midler, er tilsyneladende fuldstændig tilsidesat i denne omgang. Når det f.eks. handler om at finansiere børn unge og ældre, er der knap så meget iver efter at åbne statskassen uden forbehold.
Del:
