Bogen »Spirit hacking«, skrevet af Shaman Durek, har skabt debat herhjemme længe før sin udgivelse. I efteråret trak både det norske og svenske forlag bogen retur af etiske årsager, da den blandt andet indeholder påstande om, at børnekræft opstår fordi børnene er ulykkelige. Alligevel fastholder danske Gyldendal en planlagt udgivelse i midten af marts.
I nærværende avis kritiserede jeg for nylig Gyldendals beslutning, da jeg – som forlagene i Norge og Sverige – fandt det uetisk at videregive sådanne upassende, og forkerte, påstande til læserne. Gyldendal er vendt tilbage med et modsvar, hvori de fastsætter, at min kritik er ubegrundet. De henviser til, at forfatteren i indledningen af bogen skriver følgende forbehold: »Det skal understreges, at jeg ikke siger, at kræft eller andre sygdomme er noget, vi påfører os selv.«