Grønlandsk ros til »Borgen«: Den skildrer fint danskernes uvidenhed om vores storslåede land

Man kan fornemme, at forfatteren Adam Price og hans medforfatter Emilie Lebech Kaae havde researchet godt i det grønlandske og det danske politiske miljø. Vi har en meget anderledes kultur end den danske, skriver Aki-Matilda Høeg-Dam.

I Grønland er man træt af, at Danmark er uvidende om kulturen i vores storslåede land. Og den uvidenhed skildres realistisk i Borgen, mener Aki-Matilda Høegh-Dam. Linda Kastrup

Grønland vil en dag blive en stat, det er målet for den nuværende og for den forrige regering i Grønland. Det er skrevet sort på hvidt i den gældende og de forrige koalitionsaftaler, der er indgået i Naalakkersuisut. Statsdannelse for den nordligste del af Kongeriget, Grønland, er et vigtig mål såvel for Siumut i Folketinget og for den almene borger – det viste den fiktive serie »Borgen« en snert af under søndagens premiere på den tredje sæson af DR TVs serie.

Første afsnit skildrer forholdet mellem Nuuk og København utrolig godt. Man kan fornemme, at forfatteren Adam Price og hans medforfatter Emilie Lebech Kaae havde researchet godt i det grønlandske og det danske politiske miljø samt fulgt med i debatten om statsdannelse, før de skrev det endelige manuskript til tredje sæson af den populære serie, der er solgt i over 70 lande. Der er selvfølgelig smurt godt med »farver« på, sådan skal det jo være, når man vil beholde og fange seerne.