Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Gravide kvinder har ikke brug for at blive fastlåst i biologi

»Det lille barn har ikke brug for forældre, som drukner i skam over roller, de ikke formår at leve op til. Hvis vi skal tale om, at noget kan stå i vejen for mors møde med det lille barn, er det derfor slet ikke far, men manglende støtte og følelsen af ikke at være god nok,« skriver Amalie Vatne Brean. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andreas Beck

Moderskabet er kommet på dagsordenen. Hurra for det. At få opløftet moderskabet er uendelig vigtigt i en tid, hvor effektivitet og profit stadig kommer først. Debatten kommer imidlertid ud af kurs, når den går fra at lade kvinden definere moderskabet til at lade moderskabet definere kvinden.

Jeg ser et eksempel på, at debatten er ved at skride, i en kronik af psykolog Frej Prahl i Berlingske 14. september. I kronikken argumenterer Prahl mod øremærket barsel til far med argumentet om, at mor har et »naturligt tilknytningsmæssigt forspring« og at den vigtige tilknytning til mor brydes, når far tager en del af barslen.

Når Frej hævder, at evolutionen har »forfinet« kvindens evne til at afstemme sit barn, og at det vil tage »flere tusinde år«, før far kan nå op på mors niveau, kommer vi ud på en glidebane, hvor kvinden, i kraft af sin biologi, tillægges en normativ værdi som den ultimativt bedste omsorgsgiver. Det er i bedste fald forældet viden, og i værste fald hæmmende for en bæredygtig løsning på de ringe vilkår, som mange børnefamilier kæmper med i dag.

Det er rigtigt, at en begyndende tilknytning etableres under graviditeten, og at forældre som regel har en intuitiv evne til at deltage i mikrosamspil med det lille barn. Selvfølgelig skal vi bakke op om den fødende og ammende kvinde i denne proces. At tale om at denne mulighed svækkes af, at partneren tager en del af barslen, er imidlertid ude af proportioner, og leder debatten væk fra barnets behov, og mod en unødvendig kamp mellem kønnene.

Som Frej Prahl skriver, skal vi tage hensyn til at »kvinder og mænd er underlagt forskellige biologiske vilkår«. At tage hensyn til biologiske vilkår, er imidlertid noget andet end at definere kvinden ud fra dem. Er det muligt at give mere plads til den fødende kvinde, uden at fastfryse kvindens biologi til en idé om det perfekte kvindelige og stille far på sidelinjen?

Amalie Vatne Brean Fold sammen
Læs mere

Der findes næsten ikke noget, der er så mytologisk og normativt ladet som moderskabet. Og på samme tid så normalt og almenmenneskeligt. Derfor skal vi træde forsigtigt. Vi bliver nødt til at være os bevidst den historiske fortid, når vi ønsker forandring. Vi bliver nødt til at tænke alle samfundslag ind, når vi kigger fremad, og vi bliver nødt til at medtænke forældreskabets psykologi når vi udstikker generaliserede betragtninger om køn.

Den gravide kvinde er ikke blot en fabrik for barnet, men et ufatteligt komplekst individ vævet ind i historie, krop, samfund, relationer og forventninger. Teorier om kvindens psykologiske udvikling under graviditeten peger på, at noget af det, der lægger grundlaget for en god tid efter fødsel, er kvindens evne til at forholde sig til sine følelser og til barnet. At hun i en vis grad formår at hengive sig til den ambivalente proces, hun er en del af.

Gennem en subtil, men omfattende forandringsproces bliver den gravide mere modtagelig for sanser og input, så hun bliver i stand til at se og møde det nyfødte barns behov. Ny forskning peger på, at partnere som lever tæt på den gravide kvinde, oplever en lignende forandring. Denne sårbarhed er i udgangspunktet en styrke, men bliver udfordret når vi for eksempel kommer i kontakt med smertefulde historier fra egen barndom, med angst eller massive samfundsmæssige forventninger.

»Vi skal have bedre barselsmuligheder, vi skal investere massivt i den tidlige barndom og vi skal blive ved med at sætte barnets behov på dagsordenen, men løsningen er ikke kønnet.«


Det sidste, den gravide kvinde har brug for i denne proces, er at blive fastlåst i forventninger til, hvad hun »burde kunne« og »hvor glad hun burde være« i kraft af sin biologi. Det lille barn har ikke brug for forældre, som drukner i skam over roller, de ikke formår at leve op til. Hvis vi skal tale om, at noget kan stå i vejen for mors møde med det lille barn, er det derfor slet ikke far, men manglende støtte og følelsen af ikke at være god nok.

Når vi bygger videre på en historisk diskurs om »det kvindelige« som iboende omsorgsfuldt, udelukker vi derfor ikke blot manden og alle, som ikke kan eller har lyst til at blive mor, vi udelukker også moderens mulighed for at finde sig selv i sin rolle og møde sit eget barn på den bedst mulige måde.

Vi skal medtænke og udforske kroppens betydning i de vigtige debatter om forældreskab og småbarnsliv, men ikke udstikke normative regler på baggrund af den. Vi er for komplekse, følende og tænkende til at bruge biologi som ren årsagsforklaring. Vi skal have bedre barselsmuligheder, vi skal investere massivt i den tidlige barndom og vi skal blive ved med at sætte barnets behov på dagsordenen, men løsningen er ikke kønnet.